Den amerikanske rockproducer og musiker Steve Albini er død efter et hjertetilfælde i sit Chicago-studie Electrical Audio. Han blev 61 år, skriver Deadline.
Albini har spillet i flere bands, herunder som guitarist og forsanger i Shellac, som har været aktive siden 1992 og havde planlagt udgivelsen af et nyt album, ‘To All Trains’, 17. maj.
Albini er dog bedst kendt for sin rolle som producer (eller lydtekniker, som han selv foretrækker at kalde sig) på en række indflydelsesrige alternative rockalbum. Ifølge Deadline har han selv vurderet, at han har produceret flere tusinde sange, mest for undergrundsrockbands.
Han har blandt andet produceret PJ Harveys ‘Rid of Me’ fra 1993, Pixies’ ‘Surfer Rosa’ fra 1988 og The Breeders’ ‘Pod’ fra 1990.
Hans mest kendte arbejde som producer er på Nirvanas legendariske trejde plade, ‘In Utero’, fra 1993. Albummet blev indspillet på seks dage og indeholder blandt andet rockklasssikere som ‘Heart-Shaped Box’, ‘Rape Me’ og ‘All Apologies’.
Albini købte studiet Electrical Audio i 1995 og fortsatte med at arbejde der indtil sin død i selvsamme studie.