Opfølgeren til Lordes ‘Solar Power’ er måske lige rundt om hjørnet.
Den newzealandske popstjerne har i hvert fald delt et nyt Instagram-opslag, der i skrivende stund er det eneste på hendes profil, og her har vi har at gøre med et fotogalleri med en meget kryptisk tekst.
»Brug de eksisterende værktøjer, når end det er muligt. Hvis værktøjerne ikke eksisterer, er du åndeligt forpligtiget til at skabe dem«, lyder det blandt andet i teksten, der også inkluderer en række mærkværdige tegn. Se opslaget herunder.
Ifølge visse fans er det især L’erne og 4-tallene, der er værd at bide mærke i. Det er nemlig hyppig praksis blandt popfans at omtale ikke-annoncerede album som kunstnerens forbogstav efterfulgt af albummets nummer i rækken, og Lorde har jo udgivet tre album, hvorfor det næste vil være ‘L4’.
Billederne i galleriet fortæller umiddelbart ikke det store, men på det tredje billede ser vi en hånd, der holder en pille med ordene »spit« på. Fans i kommentarfeltet teoretiserer derfor også, at førstesinglen fra albummet kommer til at bære titlen ‘Spit’.
Men vent, måske kan hendes Instagram-bio hjælpe os med at forstå det hele, nu hvor der alligevel kun er ét tilgængeligt opslag? Bioen lyder: »Tematikkerne er altid de samme – en tilbagevenden til uskyld – blodets mysterier – en kløen efter det transcendentale«.
Okay, det gjorde os ikke meget klogere. Men forhåbentligt udgiver Lorde snart noget musik, der får det hele til at give lidt mere mening.