Trommeslageren Claes Antonsen har valgt at trække sig fra bandet The Antonelli Orchestra, skriver blandt andre TV 2.
Antonsen, der desuden er kendt som Thomas Helmigs faste trommeslager siden de helt unge dage, stod i går frem og fortalte, at han er blandt de unavngivne krænkere i DR-dokumentaren ‘Sexisme i musikbranchen’.
I dokumentarens andet afsnit beretter blandt andre Mathilde Falch, Katinka Bjerregaard og Alex Vargas om en trommeslager fra husbandet på TV 2’s ‘Toppen af Poppen’ og hans sexistiske adfærd, og i et Facebook-opslag bekræfter Antonsen, at der er tale om ham.
Nu har han valgt at gå skridtet videre og trække sig fra The Antonelli Orchestra – og for den sags skyld alle andre aktiviteter, han er involveret i, skriver TV 2.
De seneste dage har flere danske musikere som Andreas Odbjerg, Malte Ebert og Medina meldt ud, at de ikke længere ønskede at optræde med det omtalte bandmedlem.
Desuden valgte Tessa i går at aflyse to koncerter, som hun skulle have spillet med The Antonelli Orchestra senere i år. »Jeg vil ikke stå på scenen med en krænker«, lød forklaringen.