’Sexisme i musikbranchen’: Man bliver rasende og deprimeret over afsløringerne i DR’s dokumentar
De klamme historier står i kø.
Det mærker man hurtigt i DR’s allerede omdiskuterede dokumentar, der i to timelange afsnit tegner et mildest talt nedslående portræt af vilkårene for kvindelige musikere i 2024.
’Sexisme i musikbranchen’ har allerede trukket overskrifter op til premieren på grund af Martin Brygmann, der ved at lægge sag an mod DR har haft ufrivillig succes med at afsløre sig selv som den ellers unavngivne hovedperson i nogle af de allerværste af seriens vidnesbyrd.
Men historierne om hitsmedens dybt upassende opførsel og grooming står bestemt ikke alene. Og selvom de uden tvivl scorer højest på sensationsværdi, er det vigtigt, at de ikke overskygger ’Sexisme i musikbranchen’s almene mission.
Forhåbentlig kan de nye afsløringer, der udover Brygmann drejer sig om en musiker i det faste band hos TV 2’s ’Toppen af Poppen’, i stedet blive et vendepunkt i den efterhånden rigtigt lange debat om musikbranchens skævvridning, som dokumentaren langt henad vejen er en ret uopsigtsvækkende opsummering af.
’Du skal være ung og fuckable’ hedder første afsnit eksempelvis, der ikke tegner et opmuntrende billede på udviklingens vegne. Tilbage i 2020 satte Politiken nemlig allerede fokus på emnet med artiklen ’Kvinder i dansk musik skal være unge og ’fuckable’, og der må ikke være for mange af dem’ med vidnesbyrd fra 97 musikere og branchefolk.
Ud af dokumentarens 150 kontaktede kilder er det ‘kun’ 13 kendte og ukendte kvinder, der fortæller med navn og ansigt. Men noget af det mest uhyggelige ved ’Sexisme i musikbranchen’ er også alle dem, der ikke står frem. »Mange ønsker ikke at medvirke i dokumentaren af frygt for repressalier«, informerer titelteksterne.
En frygt, man godt forstår, når man ser, hvordan debatten allerede har udviklet sig, siden Brygmanns sag kom frem i offentligheden.
I den danske musikbranche anno 2024 er det tilsyneladende stadig en mestendels uoverskuelig tabersag at sige fra over for en skævvredet industri, hvor selv etablerede voksne artister kan fornedres til, hvordan deres røv ser ud i læderbukser eller stramme pailletkjoler.
Det står klart, når man hører etablerede navne som Stine Bramsen, Mathilde Falch og Katinka Bjerregaard dele deres oplevelser under ’Toppen af Poppen’, hvor en voksen mandlig musiker brugte sine blanke skosnuder til at glo op under kjoler.
Man forstår også godt den »mindre depression«, Pernille Rosendahl fik, da hun ved sin 50-årsdag blev fejret med en fødselsdagsomtale i avisen (som godt nok ikke nævnes direkte i dokumentaren), der forsimplede hendes karriere til hendes romantiske partnere gennem årene. »Det gjorde, at jeg kom ned i et virkelig, virkelig dybt hul«, fortæller hun.
Endnu mere nedslående er det, når man ved, at det langt fra er første gang, de fleste af de medvirkende står frem og taler ud.
Sideløbende med de uflatterende statistikker over repræsentation af kvindelige kunstnere på danske radiokanaler, hitlister og festivaler, savner man dog også endnu mere aktuelle stemmer.
Mellem provokerende historier om produceren, der i 00’erne bad Kat Stephie fra Sukkerchok vise sine patter, den unge rapper Filuka og Annette Heick, der understreger en helt grundlæggende uretfærdighed, ville det have styrket dokumentarens fortælling også at høre fra nogle af dem, der rent faktisk er i toppen af dansk musik lige nu.
Det kræver ikke desto mindre mod og overskud fra alle medvirkende at tage bladet fra munden. Derfor kan man heller ikke undgå at tænke på, hvordan sexisme i musikbranchen ser ud for de kvindelige musikere, der også tilhører andre minoriteter, som ikke belyses.
Til gengæld lykkes ’Sexisme i musikbranchen’ i sin helhed med at understrege noget svært og uhåndgribeligt: Strukturernes magt. Som når Annika Aakjær med sin gudsbenådede humor sammenligner mikroaggressioner med myg: »Ét myggestik det kan man leve med – tusind bliver man sindssyg af«.
I sidste ende står det triste fællesskab mellem samtlige af dokumentarens kilder klart.
Om man er ung, ukendt og offer for branchehotshottenss ækle adfærd eller en etableret kunstner, viser ’Sexisme i musikbranchen’, hvordan der stadig er alt for mange, der alt for let kan undergrave kvinders autoritet.
Det er lige til at blive både deprimeret og rasende over.
Kort sagt:
’Sexisme i musikbranchens’ har to store scoops, men efterlader samtidig én med fornemmelsen af, at vi kun har at gøre med toppen af isbjerget. På ironisk vis kan man håbe, at afsløringerne om Martin Brygmann kan blive et Sofie Linde-moment og give nyt vind i sejlene til kampen for ligestilling i musikbranchen.