KOMMENTAR. Mere end 150 kilder.
Så mange har redaktionen på DR og produktionsselskabet Impact TV efter sigende talt med i udarbejdelsen af den omdiskuterede dokumentar ’Sexisme i musikbranchen’, der nu kan ses i sin helhed på DRTV.
De fleste af disse kilder er kvindelige musikere, der har oplevet den sexistiske adfærd og strukturelle ulighed på egen krop, og som i løbet af dokumentarens to afsnit deler ud af disse erfaringer. Nogle anonyme, andre ikke.
Disse kvinder får selskab af aktører fra blandt andet interesseorganisationen Dansk Live, mens »den mandlige musiker«, som store dele af første afsnit handler om, allerede har taget til genmæle på Facebook, hvilket han da også afslutningsvist citeres for.
Men især én del af musikbranchen glimrer ved sit fravær, og her er altså tale om nogle af de tungeste spillere overhovedet: Nemlig musikselskaberne.
Ingen forklaring
Til sidst i dokumentarens første afsnit lyder det, at hverken Sony Music, Universal Music eller Warner Music – musikselskabernes såkaldte »big three« – har ønsket at medvirke, og at heller ikke brancheorganisationen IFPI ville stille op til interview.
Samme pointe gentages i en artikel fra DR, hvor dokumentarchef Mikala Krogh besvarer en række væsentlige spørgsmål om den nye dokumentarserie – blandt andet hvorfor der ikke er flere ansvarlige repræsentanter for branchen, der medvirker.
»Producenten Impact TV har forsøgt at få repræsentanter for branchen til at medvirke i dokumentaren, da vi meget gerne vil have en balance i programmet og få en forklaring på de mekanismer, der i branchen, men det har de i de fleste tilfælde ikke ønsket«, lyder det således uden videre forklaring.
Jeg skal ikke kunne sige, om musikselskaberne er blevet bedt om at udtale sig direkte om de konkrete personer, dokumentarserien omhandler, eller om de – som DR’s dokumentarchef udlægger det – blot har skullet forklare de mekanismer, der er i branchen.
Men uanset er det et afgørende perspektiv, der må og skal være en del af debatten, når vi diskuterer sexisme i den danske musikbranche. Og det er ærligt talt bekymrende, at de ikke griber enhver chance for at fordømme sådanne sager.
Anerkender problemet
At musikselskaberne og deres brancheorganisation nægter at stille op til interview, bliver blot endnu mere bemærkelsesværdigt taget i betragtning af, at de for længst har anerkendt problemet.
Da Soundvenue tilbage i 2021 interviewede direktøren for Universal Music Danmark, Casper Bengtson, lød det eksempelvis, at selskabet var i den indledende fase med at søsætte konkrete initiativer, der skal bekæmpe sexismen i branchen. »Vi har været for langsomme. Det er ingen hemmelighed«, udtalte han.
Det var også konklusionen, da jeg sidste år rapporterede fra DR’s årlige topmøde om kønsubalancen i dansk musik.
Her var musikselskaberne og deres brancheorganisation mødt talstærkt op med både repræsentanter fra Warner Music Denmark og IFPI’s kommunikationsdirektør, Lasse Lindholm, der stolt fortalte om initiativer som Universals kvoterede scouting.
Personligt sad jeg dengang tilbage med et indtryk af, at her er tale om en del af branchen, der rent faktisk er interesseret i at komme problemet til livs, og det håber jeg stadig er tilfældet.
Men det fordrer, at man er villig til at tage snakken – ikke kun fra talerstolen i et forum som DR’s topmøde, hvor alle er enige om, at der skal gøres noget, men også i et kritisk interview.
Martin Brygmann og hans hullede forsvar er de seneste dage løbet med meget af opmærksomheden, men dokumentarserien gør det klart, at her først og fremmest er tale om et strukturelt problem – og få dele af den danske musikbranche har mere strukturel magt end musikselskaberne.
Derfor skylder de også at tage del i samtalen. Hver gang.