Det er ikke ofte, at alle landets musik-spidser stimler sammen i fem stive timer.
Men det skete tirsdag i sidste uge, da DR sammen med en række musikorganisationer for andet år i træk inviterede til topmøde om kønsubalancen i dansk musik.
Vi befandt os i DR Koncerthusets Studie 2, og til stede var repræsentanter for blandt andre Spotify, Roskilde Festival og ikke mindst musikselskaberne – fra de helt store internationale spillere som Warner Music Group til det danske indie-label Tambourhinoceros.
Desuden kom vi vidt omkring i dansk musiks uddannelsessystem, mens de udøvende musikere selv kom til orde gennem foreninger og organisationer som SheCanPlay, Musikbevægelsen og Beats By Girlz. Der var optrædener fra velvalgte navne som Eee Gee og Ravi Kuma.
Soundvenue var også med til mødet. Her er, hvad vi lærte.
Tallene er – stadig – foruroligende
Siden 2021 har DR arbejdet målrettet med projektet ’Kvinder i musikken’, der ikke alene har som ambition at løfte repræsentationen af kvindelige musikere på DR’s egne radiokanaler, men som også ønsker at komme den generelle kønsubalance i dansk musik til livs.
Og hvad sidstnævnte angår, er der lang vej endnu.
Tallene taler for sig selv. Man behøver blot at kaste et blik på hitlisterne for at se, at der fortsat er en skævvridning. På den danske single-hitliste er Raye og Tate McRae i skrivende stund de eneste artister med et kvindeligt fortegn i top-10, mens Taylor Swift er eneste kvinde på album-hitlistens ditto.
Kigger vi alene på tallene for verdens største streamingtjeneste, Spotify, tegner der sig et lige så grumt billede. Her var der sidste år nul kvinder på top 10-listerne over de mest afspillede artister, sange og album i Danmark. Kun Swift, Olivia Rodrigo og Doja Cat sneg sig med globalt.
Men kønsproblematikkerne handler ikke kun om hitlisteplaceringer. Det handler også om den grænseoverskridende adfærd, der ifølge en undersøgelse igangsat af DR og Bandakademiet er allestedsnærværende for kvinder og ikke-ciskønnede i dansk musik.
Her svarer en femtedel af de interviewede eksempelvis, at de har oplevet at blive gramset på eller holdt mod deres vilje, mens over halvdelen har oplevet uønskede kommentarer om deres krop, tøj eller udseende og er blevet tiltalt eller omtalt med seksuelle undertoner på en ubehagelig måde.
Sidstnævnte foregår som regel i det, musiker og Beatz By Girlz-styregruppemedlem Rikke Østergaard til tirsdagens arrangement kaldte »de små rum«. I studiet og i øvelokalet, hvor kreativiteten gerne skal kunne udfolde sig i trygge rammer.
Musikfødekædens missing link
Det var dog hverken Spotify-charten eller de seksuelle krænkelser, der løb med opmærksomheden på årets topmøde. I stedet kredsede store dele af snakken om alt det, der går forud.
Lad os kalde det musikfødekæden. Vejen fra musikskolen til den professionelle karriere.
Overraskende nok er kvinderne faktisk i overtal på udviklingsrejsens første trin. I 2021 udgjorde kvinderne over halvdelen af eleverne på de danske musikskoler, men tallet falder til 38 procent, når vi kigger på konservatorierne.
Endnu færre bliver udøvende musikere. I 2021 stod kvinderne for cirka en tredjedel af det samlede antal udgivelser registreret af Gramex, og blot 18 procent kom fra kvindelige solister eller bands kun bestående af kvinder.
Spørgsmålet er så bare, hvor i fødekæden det går galt.
Ifølge Jens Dammeyer Sørensen, der er formand for MGK Danmark og leder af Holstebro Musikskole, opstår problemet allerede i ansøgningsrunden til MGK, hvor kvindelige instrumentalister fortsat er i undertal. For visse instrumenter er fordelingen 98/2, fortalte han.
Den tidligere Nelson Can-bassist og forperson for Musikbevægelsen Signe Tobiassen havde et bud på, hvorfor det forholder sig sådan. Nøgleordet er andetgørelse. Det handler blandt andet om den måde, vi italesætter kvindelige musikere på.
Under topmødet kunne Signe Tobiassen eksempelvis fortælle, hvordan hun og resten af Nelson Can er blevet beskrevet som »kvinderock«, og hvordan hun gang på gang er blevet kaldt »kvindelig bassist«. Den slags har det med at internalisere sig, forklarede hun.
Måske er det også derfor, at Kristoffer Rom fra Tambourhinoceros har så svært ved at opsnuse kvindelige instrumentalister og producere. Det danske indie-label har ingen problemer med at finde kvindelige medarbejdere og artister, sagde han. Men det er en anden snak, når musikken skal indspilles.
Data, data, data
Var man bare den mindste smule i tvivl, gjorde årets topmøde det med andre ord skræmmende tydeligt, at dansk musik har kønsproblem. Men hvordan kommer vi det til livs?
Det var der mange bud på til tirsdagens topmøde, hvor kunstnerne selv efterspurgte blandt andet klarere retningslinjer for, hvordan festivalerne booker, og hvordan radiostationerne afgør, hvem der finder vej til sendefladen.
Andre slog et slag for kønskvoter. DR er eksempelvis lykkedes med at løfte repræsentationen af kvindelige kunstnere til 46 procent på tværs af radiokanalerne, mens Lasse Lindholm, direktør for kommunikation i IFPI, kunne oplyse, at Universal er begyndt at arbejde med kvoteret scouting.
Og så var der dem, der argumenterede for, at vi bør have flere kvinder i de såkaldte gatekeeper-roller.
Det gjaldt eksempelvis Spot Festivals kommende direktør, Rikke Andersen, der i sit tidligere virke som spillestedsleder og booker på Fermaten i Herning med egne øjne har set, hvordan mange mænd simpelthen glemmer kønsrepræsentationen, når de booker.
Forslagene var mange.
Men er der én ting, stort set alle var enige om, er det, at vi mangler data. Data om, hvorfor kvinderne falder fra, og ikke mindst data om, hvordan vi forhindrer det. »Jo mere konkrete vi kan blive, jo bedre kan vi rykke på det«, lød det fra Gustav Lützhøft, redaktionschef i DR Kultur, Debat & Musik.
Vi har fået kortlagt problemet, syntes konklusionen at være. Nu handler det om at finde ud af, hvordan vi løser det.
Vi står dermed i samme situation som inden topmødet: Noget skal ske. Men årets topmøde udmundede sig ikke i noget, der ligner en handlingsplan.
Efter flere år med møder, en række rapporter og generelt stor bevågenhed omkring problemstillingen, er vi tilsyneladende stadig på »babystadiet«, for nu at bruge et ord, som direktøren af Universal Music i Danmark, Casper Bengtson, brugte, da vi interviewede ham helt tilbage i februar 2021.
I sidste ende er det nok næppe denne evige cyklus af paneldebatter og halve idéer, der for alvor kommer til at gøre en forskel. Det er konkrete indsatser som DR’s egne kønskvoter.
Og hvad kan du selv gøre, tænker du måske?
Ifølge oplægsholder Lynn Roseberry, der er jurist og ligestillingsekspert, handler det for den enkelte om at være bevidst om sine egne bias, når det kommer til køn og musik. Det handler om at benytte sin hjernes System 2, som Daniel Kahneman formulerer det.
Et godt sted at starte ville i hvert fald være aldrig at kalde nogen »kvindelig bassist«.