KOMMENTAR. Det er efterhånden ikke nogen nyhed, at den danske musikbranche har et kønsproblem. Der er skrevet mangt og meget om den (desværre ret markante) skævvridning mellem kønnene i dansk musik.
Indtil videre har meget af diskussionen handlet om fakta og tal: En stor del af debatten har gået på radioplays, festivalplakater og Koda/Gramex-udbetalinger. Og selvfølgelig hvilke tiltag, der kan komme ubalancen til livs, for eksempel de altid kontroversielle kvoter.
Alt det er selvfølgelig vigtigt. Ubalancen er et kæmpe problem. Men i diskussionen om tal og procenter har der måske været en tendens til at overse dybere, mindre kvantificerbare årsager og virkninger, som ubalancen har.
I løbet af marts er der så udkommet to nye store rapporter om emnet: ‘Kvinderne i musikken’ fra DR og Bandakademiet og ‘Hvorfor er der så få kvinder i musikken?’, der er udarbejdet af Kvinfo og Analyse & Tal, finansieret af en lang række brancheorganisationer.
Og hvor tidligere analyser har lagt fokus på statistik og procenter, så belyser begge rapporter nogle hidtil måske lidt oversete problemstillinger i diskussionen.
Nemlig den strukturelle sexisme, de fordomme og den forskelsbehandling, som rent faktisk ligger bag denne her tydelige ulighed – og de konsekvenser, disse faktorer har for kvindelige musikere på et personligt plan.
Den her ubalance og sexisme går ud over uforholdsvis mange kvinder og ikke-ciskønnede musikere på en måde, der stikker dybere end, at de ikke bliver spillet i radioen.
Rapporterne viser, at kvinder og ikke-ciskønnede musikere er mere tilbøjelige til at opleve stress, ensomhed, usikkerhed, og de har større risiko for at blive udsat for grænseoverskridende adfærd end mænd. Og egentlig er det jo nok dét, der er musikbranchens ægte problem.
Usikkerhed og ensomhed
Det kan næppe komme bag på nogen, at sexisme og kønsbias eksisterer i musikbranchen. Men rapporterne her er alligevel vigtige, fordi de på videnskabelig vis dokumenterer og endegyldigt slår fast, at de her problemer er til stede.
En ting er, at det er sværere rent professionelt at opbygge en bæredygtig karriere som kvinde eller ikke-ciskønnet musiker. Det i sig selv er selvfølgelig et enormt problem. Noget helt andet er, hvordan det går ud over dem, der alligevel kaster sig ud i det.
Som ’Kvinderne i musikken’ fremhæver, så er kønsubalancen »veldokumenteret og gennemdiskuteret. Til gengæld er der langt mindre empiri, når det handler om forklaringerne på, hvorfor kvinderne falder fra – eller simpelthen bliver fravalgt – undervejs i deres musikalske opvækst«.
Rapporten går på baggrund af interviews med kvindelige musikere i dybden med de udfordringer, kvindelige musikere oplever som grunden til ubalancen, for, som rapporten fremhæver, er der intet, der tyder på, »at kvinderne har mindre lyst, mindre talent eller færre ambitioner end deres mandlige kollegaer«.
Rapporten fremhæver ti barrierer og kommer for eksempel ind på ’Manglende netværk og fællesskab’, ’Sexchikane og grænseoverskridende adfærd’ og ’Mentale barrierer og udfordringer’. Tilsammen tegner de her barrierer et ubehageligt billede af en musikbranche, hvor kvinder bliver uretfærdigt behandlet, tilsidesat og fravalgt, hvilket ender med at føre til en usikkerhed, ensomhed og ubehag.
32 procent af de adspurgte kvinder siger således, at det, der står i vejen for, at de kommer videre i deres karriere, er deres egen usikkerhed, mens 18 procent fremhæver manglende opbakning og ensomhed.
En kunstner fra talentlaget udtaler sig i rapporten om netop det: »Jeg ville ønske, jeg ikke var så bange for at række ud til mennesker … min egen usikkerhed er min største barriere«. Et forbillede pointerer: »I min optik er grunden til, at der ikke er flere kvinder på credit-listerne, at kvinder ikke tror på, at de er gode nok. Dét er et vigtigt sted at starte – at forsøge at ændre på denne forståelse hos kvinderne selv«.
Og selv om det lyder som et problem på individplan, så kommer den usikkerhed et sted fra. Rapporten påpeger netop, at den modstand og de kommentarer, kvinder mødes med, bliver ’internaliseret’ i kvinderne og udtrykker sig i »en gennemgående usikkerhed, manglende tro på egne evner og en følelse af ensomhed«. Usikkerheden opstår på grund af den modstand, de kvindelige musikere møder fra musikbranchen – og ikke i kvinderne selv.
’Hvorfor er der så få kvinder i musikken?’-rapporten lægger ligeledes vægt på, hvordan den sexistiske kultur kan betyde, at kvinder og ikke-ciskønnede bliver mere usikre, angste eller stressede.
Her fremhæves det blandt andet, hvordan kvinder og ikke-ciskønnede skal stå model til en række fordomme, der har betydning for vurderingen af deres musikalske evner, og som ender med at holde dem tilbage. Rapporten fortæller også, hvordan kvinder og ikke-ciskønnede oplever langt mere grænseoverskridende adfærd, både den såkaldte ’hverdagssexisme’ og mere grove former for overgreb.
Generelle strukturer med personlige konsekvenser
Den kultur fører til, at kvinder og ikke-ciskønnede musikere enten ikke føler sig velkomne i musikbranchen, eller at de slet ikke når at finde vej ind i den.
Begge rapporter skriver om musikere, der har givet op, fordi de er blevet mødt af en så stor modstand. Blandt andet udtaler en i Kvinfo-rapporten: »Jeg var meget ung, da jeg startede i musikbranchen, og vidste ikke, hvordan jeg skulle og kunne sige NEJ. Jeg er blevet traumatiseret af branchen. Og har i øvrigt trukket mig helt tilbage de seneste par år for at gå i terapi og for at få helet mange af de sår, jeg har fået i branchen«.
Samtidig gør den selvsamme sexisme og bias, at dem, der rent faktisk får en fod indenfor, ofte har det sværere og hårdere end deres mandlige kollegaer.
Det er trist af flere årsager: Dels er det ærgerligt, at der sidder en masse musikere derude, som måske føler, der ikke er plads til dem. Vi går glip af potentielt vigtig kunst, fordi for mange skal kæmpe imod fordomme, sexisme og glasmure.
Noget andet er, at musikbranchens indgroede sexisme derved får personlige konsekvenser for de musikere, der prøver at finde plads i den, men som i stedet ender med at føle sig overset, mindre værd, eller bliver udsat for ubehagelige, grænseoverskridende ting. Der er nok eksempler på både kommentarer, upassende tilnærmelser og direkte overgreb. Tag for eksempel den her fra en brancheperson i DR-rapporten:
»Jeg var den eneste kvinde til et større møde. En branchetype som deltog i mødet sagde ud i rummet, at han kunne se, at jeg kneppede nogle for tiden, og ville vide, hvem det var. Den objektivisering og kønsliggørelse af mig som kvinde degraderede mig i øjeblikket. Det ville man aldrig have sagt i en professionel situation til en mand«.
Det siger sig selv, at de oplevelser har en betydning. En beskriver det i Kvinfo-rapporten som hele tiden kun at have en hånd ledig: »Hvis man hele tiden skal holde et skjold på den ene arm for at parere det, der kan komme, så har du jo også kun én arm at arbejde med. Hvis jeg havde haft frie hænder, så havde jeg nok følt, at jeg kunne udfolde mig mere, skabe og afprøve mig meget mere frit«.
Statistik er altså ikke længere bare statistik – de her to rapporter vidner om, at kulturelle strukturer har dybt personlige konsekvenser og går ud over ægte mennesker på en omsiggribende facon. På den måde bør rapporterne være (endnu et) wakeup-call til en musikbranche, der ikke længere kan være det bekendt.
For én ting er at have en branche med en ulige fordeling mellem kønnene – men er det ikke mindst lige så problematisk at have en branche, hvor kvinder og ikke-ciskønnede føler sig uvelkomne eller bliver dårligt behandlet?
En hård branche for nogle, en hårdere for andre
Musikbranchen er et hårdt, til tider ubehageligt sted. Der er mange om buddet, man skal have spidse albuer, stå tidligt op, man bliver målt og vejet og så videre. Men altså: Hvorfor pokker skal den være hårdere og mere ubehagelig, bare fordi man ikke er en mand?
‘Hvorfor er der så få kvinder i musikken?’-rapporten skriver endda, at »deltagerne i undersøgelsen fortæller om, at det er helt normalt at undskylde og forklare sexismen med, at det er en hård branche, hvor man skal kunne tåle lidt af hvert for at kunne begå sig«.
Sexismen fejes simpelthen væk.
Men det er jo helt urimeligt, at mænd kan fokusere på deres musik, deres netværk og deres image, mens alt for mange kvinder og ikke-ciskønnede skal arbejde på at overkomme de fordomme og udfordringer, der er forbundet med deres køn. Og det er tragisk, at nogen kommer til at føle, de er mindre værd, føle sig ensomme, skal udsættes for overgreb, og at det har negative konsekvenser for deres psykiske helbred.
Problemerne med repræsentation og en kønsubalance har længe været kendt og diskuteret. Men de her to rapporter dokumenterer problemerne og sætter en fed streg under det faktum, at der er tale om dybere, mere fundamentale udfordringer end bare manglende kvinder i radioen og på festivalplakaterne. Det er ikke kun et spørgsmål om nogle regneark med en uheldig fordeling – det handler om værdighed, retfærdighed og respekt.
Det er naturligvis en del af løsningen at opnå en bedre og mere ligelig fordeling mellem kønnene over hele linjen – flere kvinder og ikke-ciskønnede kunstnere i radioen, på festivalerne, på playlisterne og så videre. Det vil alt andet lige gøre, at flere kvinder og ikke-ciskønnede musikere vil opleve, at der er plads til dem, og at musikbranchen kan se, at der kan være værdi i musikere, som ikke er mænd.
Men hvem siger, at musikbranchen bliver mindre sexistisk eller fordomsfuld, hvis – for eksempel – Roskilde-programmet i 2025 består af 50 procent kvinder/ikke-ciskønnede?
Statistik er én ting. Men de her to rapporter har vist, hvor omfattende kønsproblemet er, og at det har nogle konsekvenser, som er om muligt endnu vigtigere at få taget hånd om end radioplays og Gramex-lister.
Det er nødt til at være en del af løsningen, at man på et mere fundamentalt niveau gør op med den sexistiske kultur. Måske ville man endda se, at nogle af de andre problemer med repræsentation og ulighed ville blive løst helt af sig selv, hvis kvinder og ikke-ciskønnede musikere bare fik lov at være musikere.
Musikbranchen er hård, men i det mindste bør man arbejde for, at der ikke er nogen, der skal have det hårdere og dårligere end andre bare på grund af deres køn.