ANBEFALING. I slut-60’erne og start-70’erne begyndte en række sangskrivere, der ellers længe havde ageret sangskrivere for andre kunstnere, at udgive deres egen musik. Sangskrivere som Carole King, Randy Newman og Harry Nilsson blev pludselig sangere i egen ret. Hermed opstod begrebet singer/songwriter.
Mange af de sangskrivere, der nu selv blev sangere, havde dog andet end professionen til fælles. Ofte begav de sig nemlig ud i solooutput, fordi de havde skrevet sange, der var for personlige til, at det gav mening at sælge dem til pladeselskaberne – eller fordi der kom en ny, personlig dimension frem, når eksempelvis Carole King genindspillede ‘Will You Love Me Tomorrow’, som hun oprindeligt havde skrevet til gruppen The Shirelles.
Således stoppede betegnelsen gradvist med at være et specifikt begreb for branche-sangskrivere, der gik solo, og blev i stedet så småt til en genre, der først og fremmest er defineret ved at have vokalen i fokus. Sangene bygger ofte på, at hovedpersonen har noget, de gerne vil fortælle dig – hvad end det er samfundsbetragtninger eller helt personlige overvejelser.
Af samme årsag er det musik, der ofte fungerer bedst på musikerens modersmål. Tænksomme, dansksprogede sange har cementeret singer/songwritere som C.V. Jørgensen, Anne Linnet, Peter Sommer og Sebastian som generationsstemmer. Og hvis man ikke forstår sproget, ja, så er det bare ærgerligt. Så får man næppe det store ud af musikken.
Netop derfor undrer det mig, at min store musikalske forelskelse for tiden er et singer/songwriter-album på et sprog, jeg ikke forstår et ord af. Nemlig ‘Luminescent Creatures’, det seneste album fra japanske Ichiko Aoba.
Turen går til det sydlige Japan
Kun ganske få elementer skaber den smule kontekst, jeg som ikke-japansktalende lytter har at forstå Aobas lyriske univers ud fra. Albumtitlen er på engelsk, og sangtitlerne er på et væld af forskellige sprog. Sangene er inspireret af en tur, hun og den efterhånden faste samarbejdspartner Taro Umebayashi tog til det sydlige Japan for at opleve de lysende skabninger, der logerer i havets dyb – deraf albummets titel.
Aoba besidder den mest fløjlsbløde stemme, og hun behersker sin guitar såvel som sit elektriske klaver og sin percussion med så meget yndefuld tilbageholdenhed, nærmest som om musikken er en lille organisme, der lige så stille flyder gennem havet. På den måde bliver man som lytter fascineret af lydene, akkurat som Aoba selv blev fascineret af de titulære skabninger.
Det kan godt være, at jeg ikke forstår ordene, hun benytter sig af i sine sangtekster, men når jeg lytter til ‘Luminescent Creatures’ mærker jeg en fascination af naturen, der skinner igennem alligevel. Naturen dukker endda op direkte op i form af feltoptagelser på numrene ‘Coloratura’, ‘Cochlea’ og ‘Wakusei No Namida’, så lytteren bliver transporteret til det sydlige Japan. Aoba inkluderer endda et lille stykke traditionel folkemusik fra øen Hateruma, hvor Aoba befandt sig, da hun udforskede koraller.
En ambient cellodrone fjerner i et minuts tid lytterens fornemmelse af tid og sted, mens Aoba synger en ældgammel melodi med en så beroligende stemmeføring, at det er som om, alle verdens udfordringer er sat på pause.
Singer/songwriter – og så alligevel ikke
Der er noget detaljerigdom i de idylliske soundscapes, som placerer ‘Luminiscent Creatures’ hinsides singer/songwriter-genren, selvom det er et album, hvor sangeren afgjort vil fortælle dig noget.
Når de æteriske vokaler, fortryllende fløjter og atmosfæriske chimes svirrer på åbningsnummeret ‘Coloratura’, tænker jeg rettere på new age-kunstneres omsvøbende lyduniverser. Dels de store vestlige navne som Enya og fløjtespillende André 3000, men i særdeleshed andre japanske komponister såsom Joe Hisaishi, der skelede til new age-genren, da han lavede den smukke, meditative musik til film som Ghiblis ‘Min nabo Totoro’.
Aoba har nævnt Ghibli-musik som inspirationskilde, og når partneren Taro Umebayashi ikke laver musik med Aoba, er han anime-komponist. De filmiske kvaliteter i lyddesignet er måske netop det, der gør ‘Luminiscent Creatures’ let at forstå, selvom man ikke taler det japanske sprog.
Men alligevel tjener elementerne det, Aoba vil kommunikere – præcis som singer/songwriter-traditionen placerer tekstens budskab i centrum for den musikalske vision. Aoba har bare løftet samspillet mellem tekst og musik til et niveau, hvor de færreste singer/songwritere vover sig hen. Et sted, hvor lyddesignet, arrangementerne og kompositionerne kommunikerer budskabet så godt, at de sagtens tåler at stå på egne ben.
Albummet ‘Luminescent Creatures’ er ude nu.