OP- OG NEDTURE. Forestil dig at gå på scenen til en firmafest ved højlys dag foran et lille hold medlidende publikummer, mens resten af selskabet sidder ved langborde og skutter sig ved lyden af din musik. Ja, det ville formentlig fodre et ulmende imposter-syndrom hos de fleste, men sådan noget tager Sophia Hage, der står bag aliasset Debbie Sings, ikke så tungt.
Så længe det er noget, hun kan grine af bagefter.
Det er ikke mere end knap tre år siden, hun sparkede døren ind til den danske musikindustri med sin hyperaktive, hektiske klubpop – som en fornøden lussing til det etablerede. Siden da har hun lagt sit publikum i endorfin-drop med sine sci-fi-skizofrene og fandenivoldske live-optrædener, der blandt andet formåede at pakke Apollo på Roskilde Festival i 2023, selvom hun havde samme scenetid som Kendrick Lamar.
Og nu står hun så klar med debutalbummet ‘Debbie Songs’, der inviterer os længere ind i det larmende og legesyge parallelunivers, Sophia Hage har skabt som en lille pause fra den håbløshed, der til tider creeper ind. Et album, der fortsætter det højenergiske enevælde, men også rammer en form for hvilepuls i blandingen af alt fra EDM og country til pop og guitarballader.
»Det er nok lidt kaotisk sammensat«, siger hun smilende, da vi har slået os ned med fødderne foran en gasovn i hendes studie på Nørrebro.
»Ligesom mig«.
Debbie Sings har ikke så travlt med at blive superstjerne. Hun vil bare gerne have det grineren med det, hun laver. Måske fordi hun engang tvivlede på, om hun nogensinde ville føle glæde igen.
Her fortæller hun om sine største op- og nedture.
Den rigtige energi
Hvad har du haft mest optur over i arbejdet med dit debutalbum?
»Jeg har altid insisteret på at kunne det hele selv, og det har betydet ret meget tid alene foran computeren. Det kan man godt blive lidt kukkeluk af. Så det har været vildt fedt at lukke flere ind i processen og se, hvad det fører til. Denne gang med Yunus (The Bird, red.), Carmen Tynell og Jacob Emil Everly Mynster. Selvom jeg elsker at nørde ting selv, så kan det klart noget at lægge egoet og kontrollen lidt til side. Jeg vil jo bare gerne have det fedt med det, jeg laver«.
Hvilken dag har været den vigtigste dag i din karriere?
»Det føltes mega stort at få muligheden for at rejse over Atlanten for at spille på en festival i Texas, og sådan synes jeg, at jeg har haft mange vilde oplevelser. Men jeg prøver ikke at give begivenheder for meget magt. Det vigtigste for mig er at skrive og producere musik, der giver mig den rigtige energi – den der spark. Uden den er det lige meget«.
Hvad har været den lykkeligste dag i dit liv?
»Lykke kigger mest forbi i momenter for mig. Når jeg oplever at gå i sync med et andet menneske … eller når jeg snorkler. Det er det mest vidunderlige, drømmeagtige at være i symbiose med havet. Der er noget sådan eskapistisk i at dykke ned i en anden verden. Som at se den vildeste 4D-film«.
»I get drunk!«
Hvad gør du, hvis du har brug for en optur i din dagligdag?
»I get drunk! Ej, lol, og så er jeg fandme glad for tv, som bare kan få mit hoved til at holde kæft. Noget, der stimulerer mig så meget, at jeg ikke behøver at second-screene. Jeg har downloadet Letterboxd-appen, så mine venner kan anbefale mig gode film, men jeg ser ærligt også meget dårlig reality. ‘Love is Blind’ og ‘The Real Housewives of Beverly Hills’. Jeg har faktisk lige måtte detoxe lidt, fordi det blev et problem«.
Hvilken situation i dit liv har krævet størst mod?
»Da jeg var 19, mistede jeg min søster, og det er 100 procent det værste, der er sket i mit liv. Jeg kan huske, at jeg en aften cyklede hjem fra Rigshospitalet, og pludselig forstod jeg, hvad klokken havde slået. Den her følelse af fuldstændig meningsløshed. Hvordan skulle jeg nogensinde finde glæde i noget igen?«.
»Jeg har altid været ængstelig af natur. Som barn i 3. klasse fik jeg at vide, at solen på et tidspunkt vil dø, og der brød min verden første gang sammen. Da det skete anden gang, stod jeg på kanten til at blive voksen med en virkelighed, der var meget værre. Så det har klart krævet mod at samle mig selv op og finde en eller anden form for mening og glæde efterfølgende. Ubevidst er det nok blevet en del af mit udtryk – en slags søgen efter frirum«.
Hvad er det for et frirum?
»Det kan måske godt lyde corny, men for mig har det at lytte til og lave musik altid været et escape – noget, der kan nå mig, når intet andet kan. Min far er musiker, og jeg har spillet musik, siden jeg var sådan 12 år. Så det har været med mig hele mit bevidste liv. Der er ærligt talt ikke så meget andet, der kan give mig sådan et kick«.
»Det har ikke gjort mig en skid stærkere«
Hvilket nederlag har gjort dig stærkere?
»Det kan godt være, man siger what doesn’t kill you makes you stronger, men det har ikke gjort mig en skid stærkere at miste min søster. Tværtimod. Det tog noget ud af mig, som jeg aldrig får tilbage«.
»Men der er da klart andre ting, jeg er vokset af. Når man spiller sådan noget musik, som jeg gør, så slipper man ikke for at se folk til koncerter, der ikke viber med det. Når en ung medarbejder har tænkt: ‘Hey, lad os få noget vækstlag ind til firmafesten’, og man så står der klokken 17 på en mark og spiller for folk, der ser helt slukkede ud. Det giver sgu hård hud på fingrene«.
»Dagen efter min 25-års fødselsdag skulle jeg spille til TV 2’s sommerfest. Min far var roadie, og jeg kastede op på landevejen derud. Da jeg så gik på scenen, sad 70 procent af dem og snakkede, mens en lille gruppe unge stod oppe foran og prøvede at kompensere«.
Hvad har skuffet dig mest i din karriere?
»Jeg bliver skuffet over mig selv, når jeg mister inspirationen og lysten til at lave musik. For det er ligesom det eneste, jeg har. Mit sind kan bare fucke lidt med mig, så jeg føler mig helt slukket indeni og tænker, at jeg burde tage en ordentlig uddannelse, så jeg ikke skal struggle hele mit liv. Så sidder jeg i studiet og stirrer ud i luften 10 timer i træk«.
Hvornår bliver du virkelig bange?
»Sådan en ængstelig sjæl som mig bliver ret let bange. Men jeg er begyndt at hærde mig selv lidt ved at se gyserfilm med nogle venner en gang om ugen. Det er stadig helt fucked for mig at cykle hjem efter filmen, men da jeg forleden så ‘Pigen med nålen’ i biografen, var jeg helt cool. Jeg tror, jeg glemte at være bange, fordi den er så smuk«.
»Musikken er komponeret af Frederikke Hoffmeier, som jeg så meget op til, da jeg var yngre. Og det gav lige et stød til min største drøm om at blive filmkomponist – skabe universer mellem lyd og billede og opleve det hele på et Dolby Atmos-anlæg«.
Fucking algoritmer
Hvornår var du sidst ked af det?
»Det er ikke så længe siden, at jeg kom ud af et breakup, så jeg har været ret heartbroken. Og algoritmerne på min telefon fucker med mig. Hver aften når jeg ligger og scroller, kommer der bare den ene video efter den anden med en voiceover om ulykkelig kærlighed, tabte soulmates og maybe you’ll meet in another life. Så lad mig dog være«.
Hvad er din største fortrydelse?
»At jeg ikke brugte mere tid med min søster. Det kan jeg aldrig gøre om«.
Hvornår har du bevæget dig i en forkert retning?
»Når jeg bliver for stædig med at ville lave alting selv. Så glemmer jeg at være menneske, og målet får lov til at smadre processen. Pludselig får jeg ikke set mine venner. Eller solen for den sags skyld. Det går sgu ikke at gro helt krumrygget ind i sin stol foran computeren, fordi man skal bevise noget over for sig selv«.
Hvad er din største forspildte chance?
»Chancer er ikke noget, jeg tænker så meget over – altså at skulle pitche til de rigtige, spille og være de rigtige steder. Det skal ikke have magten over mig. Jeg vil bare gerne have det grineren. Og hvis det pludselig ikke er tilfældet, så gør jeg noget forkert«.
Albummet ‘Debbie’s Songs’ er ude nu.