’Debbie’s Songs’: Debbie Sings’ debutalbum vender lyden af 2010’erne fuldstændig på vrangen
»I’m having fun like 2010«, lyder en linje på Debbie Sings fremragende debutalbum, ’Debbie’s Songs’.
Jeg har længe vidst, at det ville ske, men alligevel er der noget sælsomt over at stå ansigt til ansigt med nostalgi for en tid, hvor jeg selv var både i live og ved bevidsthed. Be my guest, tænkte jeg, da Charli XCX ville »back to 1999« (jeg tilbragte det år som foster), men 2010 … det er straks en anden sag.
Hvis jeg ikke selv allerede var nostalgisk over 2010’erne (og hvem prøver jeg at narre), så er jeg det i hvert fald efter at have hørt ’Debbie’s Songs’. For den danske musiker behandler årtiets mest emblematiske lyde med samme uforbeholdne kærlighed som 68-generationen har til The Beatles.
’Debbie’s Songs’ er en påmindelse om det intense dancepop-monster, der var Britney Spears’ ’Femme Fatale’. Og om at ’Party Rock Anthem’ og ’Harlem Shake’ var kortvarigt sjove, før de blev irriterende.
Det er en påmindelse om, at Katy Perry var et festfyrværkeri af skørhed, før hun blev en skygge af sig selv, om at hyperpoppen engang lød som en fjern, utopisk fremtid, før den blev en kliché, og om at Imagine Dragons’ overdramatiske ’Radioactive’ og Owl Citys kvalmende ’Fireflies’ altså kunne noget, hvis man var 12 år og stirrede længselsfuldt ud af en bilrude.
Debbie Sings’ sange lyder som alle disse ting og meget mere. Hun er uden tvivl en af landets mest stilbevidste og fantasifulde kuratorer af musikalsk æstetik. Hendes univers er et slags fristed, hvor hvile- og hjemløse lyde, der måske ellers synes uforenelige, finder sammen i fred og harmoni.
Sådan er det, fra albummet åbner med bombastiske stadionrockguitarer og en umiskendelig invitation til at klappe i takt på festhymnen ’High’, og til det lukker og slukker med den nærmest nuttede indiefolk-vignet ’Slipface (Goodbye)’, der lyder som en sang, Kimya Dawson kunne have sunget på soundtracket til coming-of-age-klassikeren ’Juno’.
I den halve time, der er forløbet derimellem, har vi været hovedkulds forelskede i Papa E på den uimodståeligt flirtende r’n’b-duet ’U Could B It 2 Me’, været på klub på den mekaniske electroclash-banger ’Like a Comet’ og formentlig crashet vores forældres bil, mens vi har været høje på den eurohouse-sukkerbombe, der er ’Joyride’. Godt, vi stadig har vores ’ATV’.
Debbie har en helt særlig sans for at kombinere lyde uden at lade sig begrænse af prosaiske genreformaliteter eller undertrykkende dogmer om god smag. Jeg forestiller mig, at hun er typen, der udtrykker kærlighed og omsorg ved at sende nøjsomt sammensatte, dybt personlige playlister, og jeg er helt misundelig på alle, der er så heldige at modtage dem.
Således minder ’Wish Upon a Star’ om en ny og (meget) forbedret udgave af den kombination af country og EDM, som Avicii hærgede radiostationerne med tilbage i 2013. Og kombinationen af sødmefulde vokalmelodier, majestætiske synthesizere og et gigantisk drop på den nostalgiske, sensommer-melankolske ’Endless Summer’ med den Berlin-baserede dj Dark0wa lyder som en propfyldt festivalkoncert klokken to om natten.
’Debbie’s Songs’ stikker i så mange retninger, at det nærmest er mirakuløst, at det ikke er endt som et kæmpe rod. Men det er det ikke.
Formentlig fordi hun altid først og fremmest har den gode, skarpt skårne sang i fokus: »My favorite song on the radio / If I could, I’d never let it go«, som det videre lyder på Debbies hyldest til ‘2010’.
På ’Debbie’s Songs’ lader det dog ikke til, at hun nogensinde har givet slip på følelsen af at høre sin yndlingssang i radioen, men mere som om, hun har genskabt netop den følelse 12 gange i træk.
Kort sagt:
Debbie Sings’ debutalbum er en excentrisk hyldest til alt det, der gjorde 2010’ernes musik særligt. Hendes uforlignelige evne til sammensætte lyde på uforudsete måder gør ‘Debbie’s Songs’ til et konstant medrivende trip.