KOMMENTAR. Disney-prinsesse har efterhånden mest karakter af et skældsord.
Det har længe været en speciel form for popkulturel aktivitet at hatewatche de gamle “romantiske” eventyrfilm med nymodens revisionistiske laserblik.
‘Den lille havfrue’s Ariel solgte sin stemme for at få prinsen. ‘Skønheden og udyret’s Belles forelskelse i sin pelsede fangevogter var Stockholm-syndrom helt efter bogen. De skrædderkyndige mus og fugle havde mere oprørstrang end ‘Askepot.
Både ‘Tornerose’ og ‘Snehvide’ er primært fatalt søde rengøringsdamer, der falder i søvn, når faren banker på, indtil der kommer nogle mænd og redder dem, vækker dem.
Begge prinser er i øvrigt totalt stalkeragtige typer, der basically kysser to fremmede kvinde-lig, og det siger en del, at de fleste Disney-prinsesser (som i virkeligheden stammer fra folkeeventyr) er opkaldt efter deres udseende.
Hvis du havde spurgt mig for nogle år siden, havde denne eksempelrække af princess problems muligvis tændt en form for killjoy-ild i mig (for eksempel da jeg diskuterede, om ‘Den lille havfrue’ var et feministisk mareridt eller ej).
Nu er jeg efterhånden så træt af at drøfte, hvorvidt Disney-prinsesser er opbyggelige politisk, at jeg kunne sove i hundrede år. Selv hvis de som i den aktuelle ‘Snehvide’ film er så forbilledligt stærke og selvstændige, at der ikke er en finger at sætte på den politiske korrekthed.
Det åbenlyse ville selvfølgelig være at sige, at troen på relevansen af en Disney-prinsesses handlekraftighed hører til i en naiv politisk fortid. At den er brændt på bålet af de samme, der gerne vil erklære woke for død.
Men det er ikke kun det.
Disney har gennem 10 år hældt gamle eventyrprinsesser på nye live action-flasker og tilført ben i næsen og beståede Bechdel-tests. Resultatet har mest været lunkne anmeldelser og i den biografaktuelle ‘Snehvide’s tilfælde også en syngende publikumslussing.
Mere end nogensinde står det klart, at tiden er løbet lige så meget fra at være husmoderprinsesse som fra at være projektlederprinsesse.
Feministiske museskridt
Den første prinsesse, Disney kastede sig over i deres aktuelle liveaction-bølge, var Askepot.
I ‘Cinderella’ fra 2015 blev hun legemliggjort af Lily James, havde fået et rigtigt navn (Ella) og et superhelteagtigt slagord, der passede til historien: »Vær modig og venlig« (1950’ernes Askepot var vist mest bare stakkels). Det var feministiske museskridt, der senere blev til tramp.
I ‘Skønheden og udyret’ fra 2017 satte man den udtalte feminist Emma Watson til at spille Belle, som nu havde opfundet vaskemaskinen. I ‘Den lille havfrue’ fra 2023 var det Prins Erik, der sang om at ville reddes.
Men i virkeligheden har alle live action-genindspilningerne haltet bagefter sammenlignet med Disneys originale påfund.
Det er længe siden, Disney overhovedet har skabt en prinsesse – og slet ikke én, der har særlig meget andet end sin titel til fælles med 88-årige Snehvide, 75-årige Askepot og 66-årige Tornerose.
I 2009 blev New Orleans-pigen Tiana den første afroamerikanske Disney-prinsesse i ‘Prinsessen og frøen’. Året efter gik ‘Tangled’ i rette med damsel in distress-tropen og lod Rapunzel bruge sit lange hår som middel til selvrealisering og ikke kun som stige til prinsen på den hvide hest.
Derudover er det umuligt at komme udenom ‘Frozen’ fra 2013, der satte en ny form for eventyrdynamik på Disney-dagsordenen. Der var godt nok to prinsesser, men de var søstre og begge helte, der hver især repræsenterede et opgør med tradition, dydighed og romantisk kærlighed. Ligesom i ‘Wicked’ blev der vendt op og ned på godt og ondt.
Siden er det at være helt og være prinsesse smeltet endegyldigt sammen. Den sidste film, der blev indlemmet i det officielle Disney Princess-trademark, var ‘Vaiana’ fra 2016, der med sin fortælling om den eventyrlystne høvdingedatter i det polynesiske øhav cementerer selvsamme tendens.
Og måske er det derfor, det fra start har virket påtaget og kikset, når Disney i deres live action-remakes er så forhippede på at slå på tromme for superhelteficeringen af de gamle prinsesser.
Ingen har gjort det mere voldsomt end genindspilningen af ‘Snehvide’.
Snehvides lederegenskaber
»Hun kommer ikke til at drømme om ægte kærlighed, men om at blive den leder, hun ved, hun kan blive til«, fortalte hovedrolleindehaver Rachel Zegler om den nye ‘Snehvide’ til Variety i 2022.
»Den oprindelige tegnefilm fik premiere i 1937, og det er meget tydeligt. Der er et stort fokus på hendes kærlighedshistorie med en fyr, der bogstavelig talt stalker hende. Mærkeligt. Mærkeligt«, sagde den 23-årige skuespiller også.
Og selvom de shitstorm-katalyserende udtalelser ingenlunde var hverken problematiske eller kontroversielle, kan man godt mærke på den færdige film, at Snehvide har været til MUS.
Det hele handler om, at hun skal tage kampen op mod den onde dronning. Redde sig selv. Prinsessen har stadig en forkærlighed for at bage æbletærte, men nu som politisk virkemiddel. Som en anden Marie Antoinette prøver hun at overbevise den onde dronning om, at kage kunne skabe glæde i hendes millitære rædselsregime.
Fordums nynnende rengøring af dværghytten uddelegerer hun til de syv magiske væsner.
Hvor den gamle Snehvide udelukkende var offer for sine omstændigheder og en statisk karakter, laver Zeglers nye Snehvide stort set ikke andet end at udvikle sig. Hun har coach-energi nok til alle og når sågar at få lært den engang stumme og infantile Dumpe at finde sin stemme via fløjtning.
Hvad gælder kærlighedshistorien i 2025-versionen, er vi mere ude i noget negging-flirt med en Robin Hood-rebel. Her er begge parter så optagede af deres egne idealer og kampe, at de har svært ved at give sig hen til hinanden.
Jeg kommer let til at lyde som den 91-årige søn af en af 1937-‘Snehvide’s instruktører, der inden remakets premiere sagde følgende til The Telegraph:
»Deres tanker er bare så radikale nu. De ændrer historier, de ændrer karakterernes tankemønstre… De finder på nye woke ting, og jeg bryder mig bare ikke om noget af den slags«.
En ny prinsessekliché
Problemet er ikke, at Snehvide er for woke, anderledes eller radikal. Det er tværtimod, at den type kvindelige heltekarakter efterhånden er blevet en parodi på sig selv.
Præcis ligesom de gamle Disney-prinsesser endte med at skabe et kønsideal, der blev kritiseret for at være forældet og ensidigt, er de nye varianter med til at fremhæve nogle særlige egenskaber som bedre end andre. Det skaber en spændetrøje, hvor det kun er i orden at bage kage, hvis man også leder et politisk kup mod den onde dronning.
For tiden er det feminine i konstant diskussion med sig selv. Der er konstant skiftende trends på girlhood-spektret såvel som trad-wife, MAHA-moms og soft-girls, der omfavner gammeldags kønsroller på for det meste problematisk vis.
Her virker Snehvides forløsning af sit lederpotentiale som opskruet selvbedrag a la 2010’er-ideen om, at film fra samme strong female lead-kategori var slutmålet for dramaturgisk lighed.
De mere progressive prinsessebilleder Disney velmenende har forsøgt at tegne i live action-filmene, er efterhånden er lige så ensformige som de gamle. De har »girlbosset sig for tæt på solen«, som det hedder i en halvgammel TikTok-soundbite. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.
Snehvide er nu en strandet girlboss i en tradwife-tidsalder, hvor ideen om superhelteprinsessen allerede er blevet en kliché i sig selv.
‘Snehvide’ kan ses i biografen.