’Portrait of a Confused Father’: Man ender med en dårlig smag i munden over instruktørens film om tabet af hans søn
CPH:DOX. Det er ikke usædvanligt, at instruktører bruger filmmediet som en terapiform, der kan hjælpe dem til at omforme personlige kriser eller opnå en bedre forståelse af dem selv.
Man kan vel nærmest sige, at grebet har kronede dage i disse år, hvor en lang række danske og skandinaviske dokumentarer benytter sig af denne fortælleform, der blandt andet er blevet institutionaliseret på Den Danske Filmskole med ikke altid lige heldige resultater til følge.
Nogle gange kan der komme filmisk guld ud af at pege kameraet indad – se bare på Chantal Akermans dokumentarfilm. Andre gange kan det virke unødigt selvcentreret og blottet for den kritiske selvrefleksion, der er nødt til at være til stede, når man vælger at sætte sig selv i fokus.
Det er en svær balancegang, som norske Gunnar Hall Jensen desværre ikke rammer i sin CPH:DOX-aktuelle ’Portrait of a Confused Father’, hvor han tager hul på en af de hårdeste personlige tragedier, jeg kan komme i tanke om – tabet af et barn.
Allerede inden for de første minutter, hvor vi ser 20 år gamle optagelser af Gunnars søn Jonathan som spæd, står det klart, at det er dér, filmen fører hen. Sørgmodigt beretter instruktøren i voice over, at sønnen er død, 21 år gammel.
Det lægger en ubehagelig determinisme ned over resten af filmen, der følger forholdet mellem far og søn frem til tragedien. Man kan ikke undgå at få fornemmelsen af ærgerlig (og utvivlsomt utilsigtet) sensationalisme, hvor sønnens død er faretruende tæt på at agere narrativ cliffhanger, fordi vi ikke får at vide, præcis hvordan det er sket.
Det bliver vi først langt senere klogere på, når filmen opruller den ufattelige serie af tragiske begivenheder, som fører frem til den højst overraskende død. Her overgår virkeligheden fiktionen i en sådan grad, at det spænder ben for selve filmen, der indtil da har handlet om forholdet mellem far og søn, men pludselig skal favne en helt anden fortælling, som den aldrig får hånd om.
Som titlen afslører, er filmen nemlig tættere på et selvportræt af instruktøren, som vi lærer at kende gennem forholdet til Jonathan. Det er et greb, Hall Jensen nærmest har gjort karriere ud af i en stribe af film, hvor han peger linsen mod sig selv.
I ’Portrait of a Confused Father’ beskriver instruktøren, hvordan han gennem sit liv har brugt sit kamera som et filter mod verden – en måde at være til stede på, men også en måde at distancere sig fra sine omgivelser. Mere selvrefleksion får vi ikke.
Gennem omfattende hjemmevideooptagelser ser vi, hvordan kameraet vitterlig altid lader til at have været tændt under Jonathans opvækst. Det giver instruktøren et stort arkiv at trække på, men stiller også etiske spørgsmål ved i så høj grad at optage sine børn på video.
Det bliver nemlig tydeligt, at Jonathans adfærd ændrer sig markant flere gange i løbet af filmen, ligesom den gør, når han performer for sin fars kamera. Er det kameraets øje, der har tændt et uslukkeligt performer-gen i sønnen, der ender sine dage med at forfølge influencerberømmelse i ånden fra Andrew Tate?
Tanken strejfede mig flere gange og blev så meget mere tragisk af, at instruktøren aldrig selv lader til at reflektere over det, ligesom at han heller ikke kommenterer det grænseoverskridende i, at han siger farvel til sin egen far på lighuset med tændt kamera.
Jeg fik en dårlig smag i munden, fordi filmen langt hen ad vejen ender som en mislykket terapisession, hvor instruktøren agerer både terapeut og patient uden at nå frem til en dybere forståelse af sig selv.
Der er ellers gode ansatser i mange af scenerne mellem Gunnar og Jonathan, der forsøger at nærme sig hinanden. Gunnar har haft et anstrengt forhold til sin egen far, hvilket har lagt sig som en kløft mellem ham selv og Jonathan – en distance, som han sætter alt ind for at nedbryde, i takt med at Jonathan bliver ældre. Han vil give ham den barndom, han aldrig selv fik.
Men trods dette ønske er det tydeligt, at Gunnar stadig langt hen ad vejen lader til at gentage de svigt, han selv har været udsat for, som når han misser Jonathans tiårsfødselsdag. Gunnar siger ellers i voice over, at de har et nært forhold, og man er da heller aldrig i tvivl om kærligheden mellem dem, og at Gunnar har gjort sit bedste som far, selvom tvivlen, om han har gjort nok for sin søn, nager ham.
Men scenerne fortæller nogle gange en historie, som Gunnar ikke lader til at anerkende eller bore i, for eksempel når Jonathan på et tidspunkt anklager faren for at bruge sønnen som en brik i sine filmprojekter i stedet for rent faktisk at se ham – uden kameraet som filter mellem dem.
Der er en ambivalent selvbenægtelse, som selvfølgelig kan forstås i kraft af, at instruktøren har lavet filmen kun et par år efter sin søns tragiske død.
Det kræver et stort mod at vise sig selv frem fra sine mest fejlbarlige og sårbare sider, men når instruktøren ikke reflekterer over sin ageren, bliver det smerteligt at se på.
Kort sagt:
Den norske instruktør Gunnar Hall Jensen bearbejder tabet af sin søn i sin CPH:DOX-aktuelle dokumentar, der ender med at være smertelig at se – af de forkerte grunde.