»Jeg kan huske, at jeg mødte en instruktør, da jeg var ret ung, som fortalte mig, at når man skal lave film, så skal man have et manuskript. Det var helt nyt for mig, for jeg var vant til at tage kameraet og gå ud og finde på det, jeg ville filme. Det ændrede noget for mig«.
Sådan lød det fra Emilie Kroyer Koppel i et interview med Soundvenue, da hun for lidt over et år siden fik sit skuespilgennembrud i Malou Reymanns Bodil-vindende historiske drama ‘Ustyrlig’. Her delte det i dag 22-årige talent sine ambitioner, der først og fremmest foregik på den anden side af kameraet som filminstruktør.
Nu er hun aktuel med kortfilmen ‘I lyset af’, som Soundvenue i dag har premiere på. Og her har Emilie Kroyer Koppel skrottet barndommens lektion igen til fordel for sin egen måde at gøre tingene på.
Filmen er nemlig blevet til gennem improvisation og uden et klassisk manuskript, men på baggrund af en god idé mellem tre både kreative og succesfulde venner i et forsøg på at »skabe uden at komplicere tingene«, som Koppel skriver om projektet i en mail.
Improvisationen er et ambitiøst og originalt greb, der bæres frem med stor nerve og meget stærke skuespilpræstationer. I hovedrollerne finder man da også Fanny Leander Bornedal og Viilbjørk Malling Agger som to søstre, der i løbet af filmen kæmper sig gennem en nødvendig, men ubehagelig snak om en familiehemmelighed, der har splittet dem ad.
Inden kameraet blev tændt, kendte skuespillerne udelukkende deres egne karakterer, mens de blev ført i samtalen af en rigtig terapeut, hvis stemme man hører i filmen.
»Al dialog er improviseret. Og endnu vigtigere: Fanny og Viilbjørk kendte ikke hinandens karakterers fulde historier – og hemmeligheder – på forhånd. Det skabte en meget autentisk, men også ekstremt følelsesladet dynamik, som havde været svær at beregne på forhånd«, fortæller instruktøren.
‘I lyset af’ åbner på en sci-fi-eksperimenterende, næsten lidt ‘Severance’-agtig, præmis. Søstrene indgår i et eksperiment, hvor nogen har fået adgang til deres sind og alle deres minder. Før samtalen går i gang, træder de ind i en rekonstruktion af deres gamle børneværelse. Og derfra bliver det kun stærkere, jo mindre man ved på forhånd.
»Ved at blande fiktion og virkelighed håber jeg, at jeg har skabt et ærligt portræt af søsterskab – et, der føles lige så smukt, smertefuldt og dybt som nogle af de relationer, alle mennesker oplever i det virkelige liv«, lyder det til slut fra Emilie Kroyer Koppel.