’Ustyrlig’: Malou Reymanns nye film fik mig til at græde, til jeg blev flov over det
Maren (Emilie Koppel) danser med sin veninde, så det svedige hår klistrer til panden. Rundt omkring hende snurrer par roligt rundt, mens hun ryster hele kroppen i den røde kjole og sender lange blikke til en smuk mand, der rygende betragter hende i hjørnet. Ham har hun dårlig sex med op ad en væg.
Maren finder sig ikke i noget i Malou Reymanns anden film efter gennembruddet med den fantastisk vellykkede, personlige ’En helt almindelig familie’ om forholdet til en transkønnet forælder, der hellere ville være for meget end for lidt.
Maren vil ikke irettesættes, hun vil heller ikke bare passe ind. Næste dag bliver hun – selvfølgelig – fyret fra sit arbejde, fordi hun er kommet for sent ni (!?) gange på en måned. Men fuck det!
Desværre for Maren lever hun i 1930’erne, og her er ikke plads til vilde piger. Socialforsorgen får fingrene i hende. Den Nurse Rached-agtige læge, spillet isnende af Anders Heinrichsen, vurderer, at hun er lettere åndssvag, fordi hun nægter at svare på hans åndssvage spørgsmål (»Kan du tælle til 20 bagfra?«). Maren anbringes på den lille klat ø mellem Fyn og Sjælland, Sprogø, hvor pigerne bildes ind, at god opførsel betyder udskrivelse.
Her blev mere end 500 kvinder rigtigt nok anbragt fra 1923-61, fordi man mente, de var ubegavede eller »seksuelt løsslupne«.
Regelrytteren Sørine (Jessica Dinnage) får ansvaret for den ustyrlige Maren. Hun skal lære at opføre sig ordentligt, lægge tøjet pænt sammen og sy kedelige kjoler, men der går ikke længe, før Marens frihedsånd påvirker Sørine. Efter seks år på øen med god opførsel må Sørine nemlig fortsat ikke se den lille pige, hun blev tvunget til at give fra sig efter fødslen. Og hvor fanden er retfærdigheden egentlig i det?
Har man set ’Gøgereden’, så ved man godt, hvad der sker, når man begår oprør i et rigidt, psykiatrisk system, der behandler patienterne som defekte frem for originale fritænkere. Her, i Milos Formans kvindelige sidestykke, er elektrochokket skiftet ud med tvangsadoption og senere sterilisation.
Emilie Koppel og Jessica Dinnage lægger krop og følelser til, når de viser, hvad kvinderne på Sprogø og deres helt små børn var udsat for.
Det er fuldstændig hjerteskærende at se den unge Maren med voksende mave. Hun venter både på at møde sit barn – men også på at måtte adskilles fra det, umiddelbart efter fødslen.
Da jeg så ’Ustyrlig’, græd jeg, til jeg blev flov over det. Og så lidt mere. Efter fødselsscenen lød et kollektivt snøft til anmeldervisningen. ’Ustyrlig’ river små rifter i ens hjerte – og så hælder den salt over til sidst.
Malou Reymanns film er ikke bare på indholdssiden, men også visuelt et stort kunstværk. Sverre Sørdals fotografering er blomsterfin med en truende undergangsstemning i sine rødlige nuancer. De hvidkalkede kulisser er autentisk-nostalgiske, man tages tilbage til en anden tid. Alt det ordentlige – det nuttede tapet og de fine blondegardiner – er skurrende uhyggelige, når man mærker, hvordan den pæne overflade ødelægger de ustyrlige kvinder.
Manuskriptet, skrevet sammen med Sara Isabella Jønsson, får det gamle sprog fra 1930’erne til at føles naturligt.
’Ustyrlig’ viser, hvordan en grundsten i vores egen velfærdsstat – socialforsorgen – var gennemsyret af racehygiejniske idealer på måder, der binder vores historie tæt sammen med den tyske.
Nu underskylder social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil for behandlingen. Man kan tænke, hun i samme ombæring burde genoverveje Socialdemokratiets politik om tvangsadoptioner.
Kort sagt:
Malou Reymanns ’Ustyrlig’ løfter på mesterlig vis et stykke fortrængt danmarkshistorie frem i lyset, så man græmmes. Men filmen er langt mere end en offerfortælling. Den slår også en knyttet næve for den personlige frihed – og for kærligheden mellem veninder, mødrene og deres børn.