Det er en pæn eftermiddag i februar med friskt vejr, da jeg møder op på Emilie Kroyer Koppels adresse på Frederiksberg.
På de omkringliggende caféer sidder udendørsgæster med hænderne knuget om kaffekoppen og missende øjne rettet mod himlen.
Emilie har tændt stearinlys i sin solbeskinnede lejlighed, hvor hun bor med sin bror. Det 20-årige skuespiltalent er født og opvokset på Frederiksberg. Her har hun boet med sin far, musiker og journalist Nikolaj Koppel, moren Sille og storebroren Simon, og det var her, hendes tidlige interesse i film fik lov til at spire.
Emilie var 12-13 år, da hun lavede sin første kortfilm som instruktør. Sidenhen har hun lavet flere kortfilm, sideløbende med at hun har indtaget skuespilfaget som Emma i DR-serien ’Nordland ’99’ og mindre roller i film som ’Du som forvinder’, ’Kollision’ og ’Happy Ending’.
Den 9. marts – dagen efter kvindernes internationale kampdag – kan man opleve Emilies første hovedrollepræstation i Malou Reymanns opfølger til gennembruddet ’En helt almindelig familie’, det historiske drama ’Ustyrlig’.
Filmen er baseret på et stykke hengemt danmarkshistorie, nemlig kvinders oplevelser på den nu tidligere kvindeanstalt på Sprogø, der til og med 1961 havde til formål at tilpasse »moralsk defekte« kvinder anbragt på hjemmet.
’Ustyrlig’ foregår i 1930’ernes Danmark, hvor vi følger den livlige 17-årige Maren, der drikker, danser og fester til langt ud på natten.
Maren adfærd bliver opfattet som løsgængeri og usædelig, hvilket får sædelighedspolitiet til at erklære Maren – og andre unge kvinder, der ikke passer ind i tidens indsnævrede normer – for »åndssvage«. Nu skal hun, på ubestemt tid, ’tilpasses’ på kvindeanstalten, men opholdet på Sprogø viser sig at have den komplet modsatte effekt på Maren, der er sig selv tro og er uforstående over for de uretfærdigheder, som kvinderne bliver udsat for på anstalten.
Maren finder samtidig samhørighed med de andre anbragte kvinder, og særlig vigtig bliver Marens rolle i den lidt ældre Sørines (Jessica Dinnage) liv.
Mangler en undskyldning
I ’Ustyrlig’ er vi vidne til søsterfælleskab og stærke venskaber, mens man ser de unge kvinder kæmpe mod et system, der gør det svært at bevare et håb for fremtiden.
De forfærdeligheder, der fandt sted på kvindeanstalten på Sprogø (heriblandt tvangssterilisationer og tvangsfjernelser), og den manglende undervisning i netop den del af Danmarks nationalhistorie, var en af de afgørende årsager til, at Emilie sagde ja til rollen som Maren.
»Jeg fik lov til at læse hele manuskriptet inden min fysiske casting, og jeg kan huske, at jeg begyndte at græde og var så rørt. Den var så hård, brutal og vigtig«, fortæller hun.
»Jeg sad tilbage med en følelse af uretfærdighed efter at have læst manuskriptet. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke havde kendt til historien, og hvorfor jeg ikke kendte mere til Sprogø. Det var forvirrende for mig, at jeg skulle læse historien igennem et filmmanuskript i stedet for at være blevet undervist i det i skolen. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at være en del af projektet«.
Emilie fandt dog også ud af, at det var en barsk film, hun var kommet om bord på.
»Der var nøgenhed, sexscener og mange udfordrende ting, som jeg aldrig har prøvet før. Det skulle jeg også lære at navigere i. Hele filmen var enormt grænseoverskridende at skulle lave – set i forhold til de ting Maren udsættes for i filmen Men samtidig havde jeg taget en beslutning om, at det godt måtte være det. Alle scener var nærmest svære på hver deres måde, men jeg blev nødt til at have en frygtløs tilgang til det for at kunne klare det«.
»Jeg synes, at den her historie om kvinderne på Sprogø har manglet. Der mangler også stadig en undskyldning til de her kvinder. Det er jo bare en undskyldning, og det er jo noget, der er sket for lang tid siden, men helt principielt er der stadig to kvinder i live fra Sprogø, der er blevet steriliseret af staten mod deres vilje, og som aldrig har kunnet få en familie og fik frataget deres frihed og retten til at bestemme over deres egen krop. Dem, synes jeg, man skylder en undskyldning, uanset om det er lang tid siden, at det er sket. Det har været uundgåeligt for mig undervejs at opbygge et meget stort ansvar over for de rigtige kvinder, som gik igennem det her«.
Tårevædet fødselsscene
Hvilke scener var særligt svære?
»Der er en fødescene, som var ret intens. Vi havde en seks dage gammel baby med, og moren sad lige ved siden af mig, hvor man ikke kunne se hende i kameraet, og så havde vi hele fødslen, og så kom barnet op til mig. Jeg havde aldrig holdt en seks dage gammel baby før. Vi startede med at lave nogle optagelser med en dukke, og så kom babyen ind senere. Så første gang, jeg får lov til at holde babyen, er midt i en optagelse, hvor vi rigtigt filmer«.
»Jeg kan bare huske, hvor surrealistisk det var. Man har lige ligget og skreget … Og så holder jeg den baby, og jeg begynder ægte at græde. Det var en meget overvældende og smuk scene at lave. Der er de der enkelte scener, hvor man græder ægte, fordi man bliver rørt af det, man laver«.
»Jeg kunne også blive rørt under scener som dem i ’betænkningsrummet’, hvor Maren er spændt fast og har ligget og skreget. Så blev der sagt tak, vi er færdige med scenen, og efterfølgende gik det op for mig, at ’Gud! Det her er jo sket i virkeligheden’ Så selvom jeg var optaget af, at filmen skal blive god, og jeg gerne ville levere, så gik det bare op for mig undervejs, at der er kvinder, der har siddet og skreget her for ikke så længe siden««.
Skammen, der vækker genklang
Udskamning og selvregulerende adfærd baseret på forventninger om ens køn er jo stadig noget, der eksisterer i vores samfund i dag. Hvilke tanker har du gjort dig om det efter arbejdet med filmen, og har filmen ændret noget i dig?
»Noget, der kom til mig, efter vi havde lavet filmen, var at identificere og placere den selvovervågning, jeg og andre kvinder på min alder har. Det handler om en konstant bevidsthed om, om man er god nok, hvordan man er i et samfund, og hvordan andre ser på en. Det kan føles, som om man bør skamme sig lidt over at have en lyst eller en seksualitet. Jeg er helt med på at der selvfølgelig er sket meget de sidste 50 år, men nogle af disse ting eksisterer desværre stadig vævet både synligt og usynligt ind i vores samfund«.
»Det gik op for mig, hvor tæt det, der foregik på Sprogø, er forbundet med kvindesynet i dag og hele den undertrykkelse af kvindekønnet gennem historien. Det var spændende at finde ud af, hvad det har rødder i. Det er også derfor, filmen er så vigtig for mig, da den taler ind i nogle emner, der på visse områder stadig er meget relevante i dag«.
»Der en skam, der vækker genklang i os alle. Efter ’Ustyrlig’ er jeg blevet mere stædig. I situationer, hvor jeg kan have overvejelser, om jeg er for irriterende, snakker for højt, er for umiddelbar eller følelsesladet – der er jeg mere ligeglad nu. Så må jeg jo være de ting. Jeg vil gerne være højlydt – jeg vil gerne være alle de her ting og ikke hele tiden være så bevidst. Jeg er ikke kommet dertil, hvor jeg kan lade være, men jeg prøver på ikke at være bange for at blive udskammet. Vi må godt være lidt stædige på, at vi er, som vi er. Det er op og ned, og det er helt perfekt».
»Jeg føler også, at der er sket meget på den front. Bare de sidste fem år. Min generation sætter ord på de her ting og gør oprør mod dem. Vi insisterer på at være på vores måde, og det ville kvinderne på Sprogø også. De var for stærke for deres tid, og det havde konsekvenser for dem«.
Har instruktør Malou Reymanns køn haft en betydning for dig i forbindelse med filmen?
»Ja, det har det. Det er en film om kvinder og om kvindekroppen. Den handler om undertrykkelse af kvindekroppen, og for mig betød det rigtigt meget, at der var så mange kvinder på filmholdet«.
»Egentlig synes jeg ikke, at det skal være kønsbestemt, hvad man kan gøre eller ikke gøre. Men personligt handler det om … når jeg for eksempel skulle lave en sexscene, fødescene eller en scene, hvor jeg ammer, så var det rart, at det var en kvinde, der var i rummet med mig. Malou er også tidligere skuespiller og har prøvet at lave sexscener, så hun ved, hvordan man skal være foran et kamera i de scener. Det kunne jeg mærke i hendes instruktion«.
Film som hobby
Emilie havde ikke planlagt, at hun skulle stå foran kameraet, da Maren-rollen bød sig, for hun stortrives bag kameraet.
»Jeg drømmer om at blive ved med det, jeg gør lige nu. Jeg gad godt uddanne mig som instruktør en dag og drømmer selvfølgelig om få lov til at lave min egen første spillefilm. Jeg tror egentlig, drømmen er at forsætte med at lave projekter, jeg kan mærke, som jeg føler er vigtige og spændende. Jeg vil gerne kunne kombinere at være instruktør og skuespiller på samme tid«.
Hvornår fandt du ud af, at du gerne ville lave film?
»Jeg har, siden jeg var helt lille, lavet små kortfilm med min gode ven Storm. Det er mine forældres vennepars søn, og mine forældre deler et sommerhus med hans forældre. Vi er barndomsvenner, og vi lavede mærkelige kortfilm sammen. Vi eksperimenterede sammen, vi prøvede at lave ’Skyfall’ og prøvede at lave skydeeffekter. Det hele skulle være sort/hvidt, men vi legede rigtigt meget med det«.
»Da jeg var omkring de 12-13 år, tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave en ordentlig film, som ikke var noget, jeg lavede over en dag. Jeg kan huske, at jeg mødte en instruktør, da jeg var ret ung, som fortalte mig, at når man skal lave film, så skal man have et manuskript. Det var helt nyt for mig, for jeg var vant til at tage kameraet og gå ud og finde på det, jeg ville filme. Det ændrede noget for mig».
»Det lyder måske som en meget tidlig alder for andre. Men for mig har det været lige så naturligt, som at andre gik til håndbold, og så var der nogen, der var helt vildt gode til at tegne eller til at spille fodbold. På samme måde som man kan finde en 11-årig, der er helt vildt god til at danse, så kunne jeg finde ud af at bruge et kamera og et redigeringsprogram. Det var bare min hobby«.
’Ustyrlig’ har biografpremiere den 9. marts.