EFTERSØGNING. Musikhistorien er fyldt med fortællinger om musikere, der har opnået deres musikalske evner gennem en pagt med djævlen.
Uanset om der har været tale om ondsindede rygter spredt af misundelige konkurrenter eller om kunstnerens eget forsøg på at indhylle sig selv i en rebelsk og farlig aura, har historierne næsten altid fulgt den samme dramaturgi: Musikeren møder djævlen ved en skillevej og går derfra med overmenneskelige færdigheder på violinen eller guitaren.
Efter at have givet sin sjæl i bytte, vel at mærke.
Når jeg nævner denne klassiske myte, skyldes det, at der efter min mening er ét ganske overbevisende nutidigt eksempel på den mulige eksistens af en sådan djævlepagt.
For er der ikke noget mystisk – eller djævelsk – over den ånd af storslået kreativitet og kunstnerisk nødvendighed, der pludselig i blot to måneder tilbage i 2017 besatte Selena Gomez for derefter fuldkommen at slippe sit tag i hende og nærmest aldrig vise sig igen?
Med singlerne ’Bad Liar’ og ’Fetish’ leverede Gomez nemlig to sange, der for mig at se står som ikke blot karrierens bedste, men som to højdepunkter i 2010’ernes popmusik. To sange, der med ét fik min tiltro til Gomez’ popstjernepotentiale til at stige dramatisk, men som indtil videre ikke har udmøntet sig i andet end en række temmelig blodfattige udgivelser.
Selvom det snart er otte år siden, plager spørgsmålet mig stadig: Hvad skete der?
Følelsernes ild
Det var ikke, fordi Selena Gomez ikke havde udgivet stærke sange før.
Fra den naivt nuttede ørehænger ’Love You Like a Love Song’ og den storslåede, eurodance-klingende ’A Year Without Rain’ til tåreperseren ’The Heart Wants What It Want’ og den sensuelle, hviskende r’n’b-ballade ’Good For You’ stod Gomez allerede dengang bag en håndfuld hits, som enhver popstjerne burde være stolt af at have i sit katalog.
Alligevel var det som om, at det var svært at få et indtryk af, hvem Gomez egentlig var. Hendes sange var uden nogen tydelig, definerbar kunstnerisk identitet, og selvom jeg altid har holdt af hendes spinkle og sødmefulde, men kronisk melankolske måde at synge på, virkede hun som vokalist altid underligt fraværende. Selv de bedste af hendes sange lod en del tilbage at ønske, hvad angår personlighed og indlevelse.
Det ændrede sig, da hun i maj 2017 udgav singlen ’Bad Liar’.
Med en ultraminimalistisk produktion bygget op omkring en insisterende basgang samplet fra Talking Heads’ ’Psycho Killer’ gav sangen mere plads til Gomez’ stemme end nogen anden sang, hun havde sunget. En plads, som hun til fulde udnyttede.
På ’Bad Liar’ lyder Gomez skiftevist køligt tilbageholdende, længselsfuldt flirtende og gutturalt vrængende, når længslen overvælder hende. »With my feelings on fire / Guess I’m a bad liar«, lyder sangens simple refræn, og for en gang skyld lyder Gomez virkelig, som om hun har brændt sig på følelsernes ild.
Den efterfølgende single, ’Fetish’, var lige så god. Sangens fortælling fra grænselandet mellem kærlighed og selvdestruktion iscenesættes af en isnende, maskinel produktion, og stemningen er nærmest truende, når Gomez når til konklusionen: »You got a fetish for my love / I push you out and you come right back«.
Den smukke, super 8-agtige musikvideo, hvor Gomez stirrer direkte ind i solen, slikker på glasskår, spiser sæbe og lukker sig inde i et kølerum – og får det hele til at se dragende ud – forstærkede kun sangens aura af noget mystisk, dystert og forhekset, der gemmer sig lige uden for rækkevidde.
Albummet, der aldrig udkom
Samtidig med udgivelsen af ’Bad Liar’ og ’Fetish’ begyndte rygterne om et nyt album at svirre.
Opslag på samtlige af Gomez’ sociale medier med ordene ’Seven Heavens’ blev af fans tolket som en tentativ albumtitel, og i en række Instagram-stories delte Gomez korte lydbider fra sange, der med deres dystre lyd lod til at stamme fra samme æstetiske univers som de to singler.
Især én af dem, en gåsehudsfremkaldende trap-ballade ved navn ’Stained’, lovede virkelig godt. Over et lydbillede malet af synth-flader, der runger som et kirkekor, og trap-beats, der rammer med samme tilbageholdende, men beslutsomme fremdrift som et begravelsesoptog, hvisker Gomez om den slags sorg, der mærker én for livet:
»Now I’m stained by you / Like a coffee ring upon this table / I’m unstable / I’m stained by you / Like a goddamn soldier that just can’t forget the battle«, lyder den stærke tekst.
På daglig basis fulgte jeg med på sociale medier og diskuterede lystigt på popkulturelle fora, mens jeg glædede mig mere og mere til albummet, men pludselig blev der stille. Gomez holdt op med at tale om albummet og strømmen af små, appetitvækkende lydbider stoppede. Ingen af de sange, hun ellers virkede så begejstret for, blev udgivet. På uforklarlig vis lod albummet til at være blevet droppet.
Nye rygter begyndte at svirre. Nogle teoretiserede, at albummets dystre lyd var inspireret af Gomez’ kortvarige romance med mørkemanden The Weeknd, som hun datede i 2017, og at hun droppede albummet igen efter deres brud.
Andre foreslog, at årsagen til aflysningen af albummet måske var at finde i Gomez’ mangeårige kamp med fysisk og psykisk sygdom, som hun senere med imponerende, hudløs åbenhed delte med hele verden i den chokerende 2022-dokumentar ‘My Mind and Me’.
Var de mere alvorlige sange kommet for tæt på Gomez’ indre kamp? Det er muligt, men det blev aldrig til mere end gætterier.
En lang række af skuffelser
Den dag i dag har jeg stadig svært ved at slippe følelsen af, at ’Bad Liar’, ’Fetish’ og ’Stained’, som blev lækket i sin fulde længde i 2019, kortvarigt viste et enormt potentiale, som ikke desto mindre er forblevet uforløst.
Da et album, ’Rare’, endelig udkom i 2020 var det uden ovenstående sange og uden den indlevelse, intensitet og (relativt) eksperimenterende tilgang, som hun med netop de sange havde vist, at hun mønstrede. Som en kollega skrev i en anmeldelse af albummet, virkede det »underlidt følelsesforladt«, og selvom det gemte på enkelte udmærkede sange – jeg holder især af ’People You Know’ – var det svært ikke at være skuffet.
Efterfølgende udgivelser har ikke været mere opløftende. Den spansksprogede, reggaeton-inspirerede ep ’Revelación’ fra 2021 var på trods af sin titel ingen åbenbaring, mens 2023-singlen ’Single Soon’ var et decideret makværk.
På fredag udkommer albummet ’I Said I Love You First’, et samarbejde med Gomez’ forlovede, produceren Benny Blanco. At dømme ud fra de fire singler, der indtil videre er udkommet, er det dog ikke, fordi de to turtelduer har inspireret hinanden synderligt meget.
Kun sangen ’Sunset Boulevard’, hvor Gomez synger om at omfavne sin nøgne mand midt på åben gade, mens forargede forbipasserende ringer til politiet, kan noget – og primært på grund af teksten. Resten af albummet skal overraske meget, hvis ’I Said I Love You First’ ikke skal vise sig som endnu en skuffelse i en lang række af dem.
Det er trist, men sådan er pagten med djævelen: Gomez fik sin karrieres bedste sange ud af byttehandlen, men er nu dømt til at lave musik uden sjæl eller hjerte.
Selena Gomez og Benny Blancos ‘I Said I Love You First’ udkommer 21. marts.