Mø ‘Keep Møving’
For det første: Grineren sangtitel. For det andet: Hvor er det befriende at høre Mø omfavne sine mest trashy indie-sleazy sider, som hun gør på denne kantede electropunk-banger. For det tredje: Vi opfordrer efterhånden alle til at sætte et kryds i kalenderen 16. maj, hvor albummet ‘Plæygirl’ udkommer.
Soleima ‘Den som vover’
‘Den som vover’ er en noget nær perfekt titel til Soleimas nok mest vovede sang nogensinde. 25 sekunders a capella med en ustandselig strøm af ord – derefter en instrumentation udelukkende bestående af en lys sci-fi-synth og hektiske trommer. Og bedst som man når at vænne sig til den sammensætning, slår det korte nummer over i en stille ballade. Sangen stammer fra Soleimas nye halve album, ‘Hærværk/Mesterværk Side A’.
RIP Swirl & Ydegirl ‘Clayboy’
Den tyske triphop-producer RIP Swirl har i nogle år skabt opmærksomhed med sine moody, elektroniske landskaber, og denne uge har han allieret sig med danske Ydegirl. Sammen har de begået et stykke dreampop, der formår at føles behersket, selvom der reelt set foregår sindssygt meget i produktionen.
Yör ‘Gyldne løfter’
Vi fortsætter i det dreampoppede. Eller hvad? Yör har ophav i genren, men når det travle beat står over for Marie Kildebæks ekspressive vokal, fremstår det nærmere beslægtet med synthbaseret prog-pop såsom Everything Everything og danske Takykardia.
100%Wet ‘Leave It’
100%Wet har omvendt altid været for hektiske og kaotiske til at lave dreampop. Men med ‘Leave It’ har den selverklærede hypergaze-duo skruet ned for tempoet, og med længselsfuld vokalassistance fra altpop-kunstneren Polly har de skabt deres mest æteriske og bittersøde sang hidtil – som heldigvis stadig er rig på skævheder.
Wash Your Dirty Money With My Art feat. Lau IV ‘Jeg har lige slået solen ihjel’
Indtil videre har den tidligere Fribytterdrømme-forsanger Lau IV’s solokarriere fokuseret på punkrock. Men på dette samarbejde med duoen Wash Your Dirty Money With My Art lyder han eminent over et pumpende klubbeat.
Japanese Breakfast ‘Here Is Someone’
Japanese Breakfasts nye album, ‘For Melancholy Brunettes (and Sad Women)’, er bedst, når det omfavner en rigt orkestreret, filmisk lyd. Såsom på åbneren ‘Here Is Someone’, hvor musikken oversvømmer lytteren, mens Michelle Zauner slås med sit behov for en pause.
Caroline ‘Total Euphoria’
Kan du huske, da rockbandet Caroline indtog Roskilde Festival i 2023? Måske ikke, da en vis anden Caroline stjal spotlightet det år. Bandet Caroline har imidlertid i denne uge udgivet deres første nye sang i tre år, og det er en dejlig kakofoni af skærende strygere, guitarstøj og ømme vokaler.
Blue Foundation ‘Ecstasy in Space’
Blue Foundations nyeste single bevæger sig i grænselandet mellem dreampoppen og den helt støjende shoegaze. Duoen får besøg af deres nye livesanger og -guitarist Nina Dahlgård Larsen, der er kendt fra soloprojekterne Glitchi og XO Nina samt duoen Nina and Alfred. Blue Foundation udgiver albummet ‘Close to the Knife’ 18. april.
Klipo ‘Billboards’
‘Billboards’ startede, da Klipo – også kendt som brancheblæksprutten Johannes Bruun – arbejdede på Gangers ‘Pisk’. Udkastet var dog meget bedre udrustet til at fungere som Bruuns egen fortælling end som en del af Gangers vision. Således satte nummeret atter gang i Bruuns soloprojekt Klipo, og det peger frem mod en hel ep ved navn ‘Transatlant’, der handler om »konstant udlængsel, seksuel awakening og transatlantisk heartbreak«.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: