Caroline Polachek kom direkte fra lufthavnen til Roskilde Festival – det kunne man (næsten) ikke mærke

Publikum begyndte så småt at blive utålmodige på Arena, da Caroline Polachek endnu ikke var trådt ud på scenen efter små ti minutter.

Men så skal man ellers også love for, de fik noget, der var værd at vente på. For på en baggrund af en vulkanformet skygge badet i skiftende lys trådte Polachek ind, i hvad der vel bedst kan beskrives som skibbrudsglamour i sart silke.

Og med det vokale primalskrig, som indledte åbningsnummeret ’Welcome to My Island’, blev koncertens tårnhøje niveau lynhurtigt lagt fra start. 

Der var plads til alle følelsesmæssige nuancer. Den ubetingede uendelige forelskelse og længsel i linjer som »Desire, I Wanna Turn Into You«, men også den indestængte vrede over de father issues, som Polachek besynger side om side med begæret efter at elske og blive elsket.

Koncertens intro efterlod således ingen tvivl om, at Caroline Polachek er en performer og sanger af Guds nåde. Hendes melodier var bestemt ikke for de utrænede, og mængden af virtuose skalaer med hæsblæsende stemmeknæk var nærmest ærefrygtindgydende at bevidne.

Sværhedsgraden til trods opstod der dog alligevel fællessang på de mindre virtuose dele af Polacheks repertoire, såsom nanana-omkvædet i ’Smoke’ og ikke mindst på ’Believe’, der på rørende vis blev dedikeret til den afdøde hyperpop-legende Sophie.

På den måde viste Caroline Polachek, at nok er hun virtuos, men hun skyr ikke den ellers for mange så frygtede folkelighed. Det blev også tydeligt, da hun uironisk instruerede publikum i den TikTok-virale dans fra storhittet ’So Hot You’re Hurting My Feelings’.

Undervejs kom hun med en sandsynlig forklaring på den lille forsinkelse i koncertens start. Nemlig et aflyst fly, der næsten forhindrede Caroline Polachek og hendes bandtrio i at nå frem til Arena-scenen denne lørdag eftermiddag.

Og det bringer mig videre til koncertens eneste anke. For selvom den på alle andre måder var overlegen, så virkede det af og til, som om Caroline Polachek og ikke mindst hendes crew ikke helt var landet ordenligt, før de trådte ind på scenen.

Hun måtte således pludseligt springe vokalsoloen i ’So Hot You’re Hurting My Feelings’ over, ligesom også dybden i hendes stemme smuldrede en smule i ’Bunny Is a Rider’.

Den kom dog stærkt tilbage i den kapitalismekritiske ’Billions’, hvilket måske netop vidner om, at der blot manglede tid til opvarmning.

Samtidig var lyden også – i hvert fald fra mit ståsted i Arena-teltet – helt overordnet for lav. Der var ikke noget, der stak ud i det ellers fint afbalancerede lydbillede, men et nøk op på mastervolumen havde givet koncerten det absolut sidste, den manglede for simpelthen at være den perfekte poppræstation på Roskilde Festival.

Så lad os håbe, at Caroline Polacheks fly flyver efter planen, næste gang hun gæster Roskilde Festival – så kan det kun blive endnu bedre.