INTERVIEW. ’Testamentet’ var dokumentarfilmen, alle talte om tilbage i 2011.
Filmen fulgte brødrene Henrik og Christian Ernst, der forspilder deres liv på druk, stoffer og kaos i forventningen om, at de står til at arve deres morfars millioner, hvorefter de skal leve lykkeligt til deres dages ende.
Det skete bare aldrig, og den debuterende dokumentarist Christian Sønderby Jepsen tog os med i alle de både komiske og smertebelagte situationer, der fulgte i kølvandet på familiestriden om den forgyldende arv.
’Testamentet’ vandt Bodilprisen i 2012, og nu 14 år efter premieren er Sønderby Jepsen så klar med opfølgeren, ’Faderen, sønnerne og helligånden’, der genforener os med Henrik og Christian – og ikke mindst introducerer os for deres børn, som de risikerer at videregive deres egne uforbederlige mønstre til.
Filmen fik verdenspremiere på den aktuelle CPH:DOX-festival i sidste uge, og Soundvenues anmelder skrev, at »Christian Sønderby Jepsen har ramt en guldåre med sin skildring af de uforglemmelige ’Testamentet’-brødre, der er garant for tragikomiske scener af øverste hylde«.
Men hvordan har det været at arbejde med de mildest talt uforudsigelige brødre over så mange år, hvad skal vi lære af deres historie, og er det rigtigt, at der kommer en treer?
Det har vi spurgt instruktøren om i forbindelse med den ordinære biografpremiere på filmen i morgen.
Faren fik idéen
Det er 14 år siden, ’Testamentet’ fik premiere. Hvor tæt har du fulgt Henrik, Christian og familien siden? Har I haft kontakt gennem alle årene med henblik på, at der en dag skulle komme en toer?
»Efter støvet havde lagt sig på den første film, havde vi alle brug for et par års pause. Men da filmen blev fast pensum i gymnasierne – på lige fod med for eksempel ’Christiane F’ – begyndte vi at få flere og flere invitationer til at komme ud og fortælle om filmen og dens tilblivelse. Det fornyede kontakten mellem os, og den har været intakt lige siden«.
»Det var faktisk Henrik og Christians far, Preben, der anbefalede mig at lave en toer, da han gerne ville følge med i sine sønners liv, nu hvor han selv havde mistet kontakten til dem efter arvestriden. Den idée rumsterede i baghovedet, og da jeg så Stefan Jarls ’Mods trilogi’, som følger nogle unge stockholmske rebeller over tre årtier, begyndte ideen om en toer og endda en trilogi at forme sig«.
»Da Henriks grandkusine så ringede i 2015 og fortalte, at hun havde nye spor og beviser om svindel med testamentet, blev det klart for mig, at jeg selvfølgelig skal fortsætte«.
Hvordan har samarbejdet med Henrik og Christian været? De forekommer jo ret uforudsigelige – har de hele tiden været klar på, at du skulle følge dem og lave en ny film, eller har de trukket sig undervejs?
»De har været gode til at informere mig, når der er sket ændringer eller noget nyt og interessant i deres liv, men når man filmer over så mange år, er der selvfølgelig både op- og nedture, og ikke sjældent rammes man også af tvivl om, hvad det hele skal føre til. Men vi har hele tiden haft et fælles ønske om, at filmen skulle realiseres, og dermed har det større formål banet vejen, når der har været bump på vejen«.
»Det kan kun lade sig gøre at lave sådan en her film, hvis der er et tillidsfuldt samarbejde mellem de medvirkende og mig som instruktør. Da de så et nedklip af filmen første gang, blev de heldigvis positivt overraskede, også fordi vi havde lavet en publikumstest, hvor de kunne se, hvordan folk reagerede på historien og dem som karakterer«.
Vores konforme kasser
Hvilken større historie synes du, dine to film om familien Ernst fortæller. De virker jo meget unikke, men peger deres liv også ind i en større samfundsdiskussion?
»Filmene handler om menneskets grundlæggende behov for at finde sin plads i verden — og om den arv, vi har fået med os, men også om det, vi efterlader til kommende generationer. Det har altid været og er fortsat min ambition at skildre karaktererne fordomsfrit med en oprigtig solidaritet, der rækker ud over deres handlinger og ind i deres inderste kampe. Hvem har ansvaret for vores liv? Er det samtiden, er det din fortid og opvækst, eller er det i virkeligheden dig selv, som styrer og afgør din skæbne? Og så er der jo hele det åndelige spørgsmål om, hvor meget skal man lægge i andres/Guds hænder?«
Hvorfor tror du, det er så svært for brødrene at hive sig op af deres deroute, at bryde den sociale arv?
»Jeg tror, det er ret menneskeligt at ønske sig væk til en bedre tilværelse, men samtidig ikke formå at ændre sin situation. Vi ved måske inderst inde, hvad der er det rigtige at gøre, men alligevel er det svært at handle anderledes, end det vi er vokset op med. Der er en tryghed i det, vi kender. Vi lever alle mere eller mindre i konforme kasser og drømmer os måske væk til noget andet og bedre, men hvor tit er det lige, at det lykkes for det enkelte menneske at omlægge sit liv radikalt i længere tid? Jeg har ikke mødt nogen i min vennekreds eller mig selv inklusive«.
»Det samme gælder hovedpersonerne, men derfor er det også så vildt at se, hvordan særligt Henrik faktisk har formået at omlægge sit liv. Man kan sige, at han er blevet voksen i den tid, jeg har fulgt ham«.
I den nye film sætter du fokus på den næste generation. Hvilke overvejelser havde du omkring at gå så tæt på unge mennesker, som måske ikke 100 procent ved, hvad de går ind til, når der kommer en film ud om deres liv?
»Som instruktør har man et ansvar over for alle de medvirkende, men naturligvis er der et særligt hensyn, når vi filmer børn og unge mennesker. Det er vigtigt for mig, at alle føler sig trygge i processen og kan genkende sig selv i slutproduktet, men lige så vigtigt er det at være lydhør og imødekomme de kommentarer og overvejelser, som de medvirkende fremfører undervejs, men i lige så høj grad i godkendelsen af den færdige film«.
Revisor eller rockstjerne
Både den nye og gamle film opererer i krydsfeltet mellem tragedie og komik. Hvilke tanker gør du dig om, at figurerne besidder noget naturlig comic relief, men at vi også hurtigt kan komme til at grine af dem mere end med dem?
»For mig er det vigtigt, at vi griner sammen med de medvirkende og ikke af dem. Humor er meget individuelt, men så længe publikum har sympati for karakteren, får man meget lang snor i forhold til komikken og tragikkens yderpunkter. For mig er ambitionen, at man både griner, græder, længes og jubler med karaktererne. Undervejs i klippeprocessen har jeg en del konsulenter udefra plus en del publikumstest for at sikre mig, at majoriteten oplever filmen på den måde, vi ønsker og håber«.
Når du kigger tilbage på den første film, er der så nogle gange, hvor du føler, du udstillede dem mere, end hvad var nødvendigt?
»Nej, men jeg forstår godt, at nogen synes, det går tæt på. Men det er den samlede fortælling, som tæller, og der er det godt at have 90 minutter, hvor du kan tage publikum i hånden og føre dem ind i den mørke jyske skov og så tage dem ud igen til solnedgang ved havet bagefter. Vi har alle forskellige grænser, og film må gerne udfordre«.
Man ser, at Henrik har en plakat fra den gamle film hængende i køkkenet. Hvordan fornemmer du, at ’Testamentet’s succes og opmærksomhed i sig selv har præget brødrenes liv siden dengang?
»Filmen har haft stor betydning for dem såvel som for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at det har præget dem meget, og i deres nærmiljø har det sikkert også været genstand for debat. Men jeg tror, at de føler sig set og hørt og er taknemmelige for at dele deres historie. De har fået en stemme med filmene, og de er gode til at bruge den stemme. Og personligt synes jeg, de er enormt modige og generøse, når de deler deres historie med os andre og dermed giver os en mulighed for at reflektere over vores eget liv«.
Du vil fuldende trilogien med en tredje og sidste film om familien Ernst. Hvorfor vil du lave en film mere, og ved du allerede, hvad fokus skal være i denne?
»Ja, det er min ambition at fortælle en generationshistorie over tre årtier, en historie om en familie og den tid, som de lever i«.
»Mit fokus i treeren er planlagt til at være næste generation, altså Henrik og Christians sønner med et fokus på Henriks ældste søn, Alexander. Forhåbentlig har han til den tid udviklet sig og skabt sin egen familie – måske er han det forsonende element i familien og måske ikke? Måske har han løst gåden om testamentet, og måske er han selv havnet i endnu en familiestrid? Måske er han blevet revisor eller rockstjerne? Fremtiden er uforudsigelig, men nysgerrigheden er stor. Det er planen, at næste film skal udkomme i år 2040, og vi har en aftale om, at selvom brødrene dør, så fortsætter vi med at filme«.
’Faderen, sønnerne og helligånden’ får biografpremiere i morgen, 27. marts.