Energiforladte Jorja Smith var ikke det hovednavn, Syd For Solen havde brug for
Det er lidt Jorja Smiths ting at være underspillet. Hendes småsnakkende, stedvis næsten mumlende levering og deadpan-attitude er bevidste valg.
Nogle hylder hende for hendes laissez faire-stil – se for eksempel kommentarsporet på den næsten konceptuelt kølige Colors-video for det tidlige hit ’Blue Lights’, hvor den »ubesværede« stil bliver rost til skyerne. Men hun har også fået kritik for eksempelvis tv-optrædener, hvor hendes karakteristiske mumlesang har været svær at tyde.
Fredag aften skulle hun lukke Syd For Solen på hovedscenen, og fra første sekund var det klart, at den britiske artist ikke havde tænkt sig at lave om på sin signaturstil, bare fordi hun skulle stå for det store slutshow på festivalens anden dag.
Hun slentrede nærmest demonstrativt afslappet ind på scenen og leverede åbningsnummeret ’Try Me’ med nogenlunde samme energi som en person, der lige er stået op fra sofaen, efter at Netflix har spurgt, om du virkelig stadig er i gang med at se ‘Love Is Blind: Mexico’.
Jorja Smith virkede højst 80 procent vågen, og nogle gange var det, som om hendes blik ligesom løftede sig lidt opad, som om hun stenede over et eller andet punkt ude i rummet.
Mens Jorja Smith var lidt som en telefon på energibesparende funktion, kunne man ikke lægge en finger på det medbragte band, der talte både trommeslager og percussionist samt tre backupsangere.
Der var vellyd i lange baner – også fra Jorja Smith, der, det skal siges, på sin henkastede måde lød ret fejlfri. Især trommesporene ramte den helt rigtige balance mellem tyngde og nuance.
Hiphoptrommerne på ’Blue Lights’ lød ligeså godt som de hektiske afrohouse-rytmer på den nye single ’High’. Der var smæk på: ’Broken Man’ blev mere aggressiv end på studieversionen takket være en tung bund, og ’Lost & Found’ buldrede som et fragttog.
Backupsangerne skabte også nogle af koncertens få dynamiske momenter, som da den mandlige sanger indtog J Hus’ rolle på ’Feelings’ til stor begejstring fra publikum.
Syd For Solen-crowden var i det hele taget taknemmelig for de sparsomme energiindsprøjtninger, de fik fra scenen. En opfordring til fællesklap blev taget varmt imod. Da backupvokalisterne sidst i koncerten gik ind på midten af scenen for at danse under ’On My Mind’ og ’Little Things’, blev det mødt med bifald.
Men Jorja Smiths Syd For Solen-optræden var aldrig i nærheden af at skabe en fest – eller bare en forløsning for den sags skyld. Hun gav helt enkelt ikke mere end det absolutte minimum.
Hvis man vil se gavmildt på koncerten, kan man måske sige, at det var forfriskende, at hun var tro mod sin egen stil. Alle optrædener behøver jo ikke at være et show.
Men det ændrer ikke på, at Jorja Smiths optræden på festivalens største scene gjorde, at Syd For Solens anden dag endte med noget af en antiklimaks. Hun var ikke det hovednavn, festivalen havde brug for.
Kort sagt:
Det er lidt Jorja Smiths ting at være underspillet, men da hun skulle agere hovednavn og lukke Syd For Solens anden dag, blev hendes lave energiniveau for meget af det gode.