Det er snarere reglen end undtagelsen, at Kanye West ikke holder, hvad han lover, når det kommer til albumudgivelser.
Sådan gik det med rapperens 2021-album ‘Donda’, der blev udskudt ad flere omgange, ligesom forløbet omkring Ty Dolla Sign-samarbejdet ‘Vultures’ har været præget af udsættelser.
Duoen har tidligere annonceret, at ‘Vultures 1’, som udkom tilbage i februar, skulle være første del af en albumtrilogi, hvoraf anden og tredje kapitel ville lande henholdsvis 8. marts og 5. april. Det skete som bekendt ikke.
Nu er der imidlertid nyt fra de to musikere. Lørdag morgen (dansk tid) udgav de nemlig singlen ‘Slide’, som er første single fra ‘Vultures 2’. Det skriver Complex.
‘Slide’ er bygget op omkring et enkelt orgelstykke, som Ty Dolla Sign indledningsvist synger over. Halvvejs inde træder Kanye West og nogle storladne trommer også ind i lydbilledet.
Kort efter den nye single fulgte hele albummet. ‘Vultures 2’ kan nu kan findes i sin helhed på blandt andet Spotify. Lyt til de 16 nye numre herunder.