Han er måske allermest kendt for at være søsteren Billie Eilishs tætte samarbejdspartner og producer, men nu kan du snart opleve Finneas på helt egen hånd.
Den amerikanske sanger, sangskriver og producer har nemlig netop annonceret en turné, der kommer forbi Store Vega i København til april 2025.
Touren er annonceret i forbindelse med, at Finneas udgiver soloalbummet ‘For Cryin’ Out Loud!’, den 4. oktober.
Solokarrieren har dog været i gang et par år. Debutalbummet ‘Optimist’ landede tilbage i 2021, men nåede dog, i hvert fald ifølge vores anmelder, ikke op på det niveau, Finneas har ramt sammen med sin popstjernesøster.
Billetsalget starter fredag den 4. oktober klokken 12.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.
Finneas (US)
30. april 2025
Store Vega
Billetpris: 277 kr