Finneas’ debutalbum når på ingen måder de højder, han har opnået i samarbejde med søsteren Billie Eilish
Finneas O’Connell er uden tvivl en dygtig producer, og han har også bevist sit værd som sangskriver ofte – han har været med til at skrive alle søsteren Billie Eilishs sange, oftest sammen med Eilish selv, men på blandt andet ‘When the Party’s Over’ og ‘Ocean Eyes’ er Finneas den eneste anførte sangskriver.
Derfor kan det undre, at han ikke rigtig har kunnet træde ud af sin søsters skygge. Hvis Billies stemme virkelig var hendes eneste officielle bidrag til et så mesterligt track som ‘When the Party’s Over’, burde Finneas vel snildt være i stand til at lave noget lige så imponerende på egen hånd?
Men alene vokalen er en af Finneas’ store klodser om benet på debutalbummet ‘Optimist’. Rent teknisk synger han godt, men hans vokallevering er på ingen måde nær så ekspressiv, dynamisk eller detaljeorienteret som Billies.
Det vækker lidt ‘X-Factor’-associationer. Han har ikke mange modi på tværs af albummet. På et nummer som ‘Someone Else’s Star’ lægger han blidt og drømmende ud, og som dramaet eskalerer, bliver hans stemme bragende og højlydt, præcis som når en ‘X-Factor’-deltager vil vise, hvor meget power deres stemme rummer – uden nogen hensyntagen til om det greb rent faktisk gør nummeret mere emotionelt effektivt.
Når han på det efterfølgende nummer, det ret så cheesy sexjam ‘Around My Neck’, forsøger at spille fræk charmetrold, er han ikke videre overbevisende – og for lige at gøre det endnu værre, slutter han også dette nummer af med at skifte til en højlydt brølevokal, der totalt ødelægger nummerets i forvejen tamme forsøg på en intim, lummer stemning.
En anden forskel mellem ‘Optimist’ og Finneas’ arbejde med Billie Eilish er, at Eilish har et meget konsekvent, umage vedligeholdt image, der er med til at skabe kohærens på tværs af hendes diskografi – både hvad gælder tekst og lyd. Et relaterbart image om en edgy outsider, der har fået nok af samfundets forventninger til hende, og som deler selv de mest intime følelser om dette.
Finneas har en muligvis endnu mere udtalt samfundskritisk vinkel over sin musik. Men han bliver sjældent sårbar på samme måde, og det gør, at hans sangskrivning kan føles ret overfladisk.
Eksempelvis handler nummeret ‘The Kids Are All Dying’ om, hvor toksisk onlinediskurs kan ende med at være. Det er ikke et skidt emne, men han bidrager ikke rigtig med indsigt, man ikke kan finde i ethvert Facebook-kommentarspor.
Banale linjer som »I’d tried picking a cause but I got confused« og »Maybe humankind was just God’s mistake« lyder henholdsvis som noget fra en middelmådig standup-rutine og noget fra subredditen r/im14andthisisdeep.
Selv på mere indadskuende tracks som ‘Happy Now’ (der handler om, at livet som kendis ikke er så fedt igen) er der så meget selvforklejnende ironi og glimt i øjet i teksten, at der ikke bliver gjort plads til en Finneas, der føles afslørende og personlig.
Men Finneas er vel stadig en fremragende producer, ikke? Det kan man vel umuligt tage fra ham?
Tjo, både og. Men hvor han på Billies Eilishs plader producerer efter en stærkt defineret æstetik, er ‘Optimist’ knap så målrettet i sin lyd – æstetikken er faktisk langt hen ad vejen som snydt ud af gængs P4-rotation, blot iklædt ungdommelige tekster.
Muligvis er det derfor i higen efter identitet, at vi så ender med bizarre beslutninger som et skramlet bleep-bloop-drop på ‘The 90’s’ og overkomprimerede, alt for insisterende trommer på ‘Around My Neck’.
Finneas er afgjort en kanondygtig producer, men hans debutalbum mangler kunstneriske målsætninger og ambitioner. Jeg når nok at lytte til begge Billie Eilishs albumudgivelser adskillige gange, før jeg næste gang vender tilbage til ‘Optimist’.
Kort sagt:
Finneas når ingenlunde højderne, han har opnået i samarbejde med sin søster, Billie Eilish. Han lyder derimod som en kunstner, der ikke helt har fundet en lyd eller en æstetik, der klæder ham.