Katy Perrys ‘143’ giver mig lyst til at ringe 112
Jeg ved ikke, hvad der har været mærkeligst ved Katy Perrys rollout af ‘143’.
Førstesinglen ‘Womans’ World’, der havde et feministisk budskab lige så næringsfattigt som en McDonalds-pomfrit. At hun efterfølgende sagde, det hele bare var satire. At hun optog musikvideoen til ‘Lifetimes’ i et fredet klitområde i Spanien. Eller at hun har fået Dr. Luke, der blev anklaget for voldtægt og misbrug af Kesha (men som dog ikke blev dømt for disse anklager), til at producere stort set hele albummet.
Hele kampagnen for ‘143’ har været en katastrofe, og derfor havde jeg også mine bange anelser omkring albummet, inden det udkom i fredags. Ikke så overraskende er ‘143’, hvis titel vistnok referer til Perrys engletal, desværre lige så fejlskudt musikalsk, som det har været PR-mæssigt.
På ‘143’ lyder det, som om Katy Perry har forsøgt at genoplive eurodance og house-musik, som eksempelvis Charli XCX, Fred Again.. og Peggy Gou de seneste år har gjort det med stor succes, men resultatet er et album, der mest lyder som en brandert på et skisportsted. Man kan næsten smage Jägerbombs, når man lytter til ‘Crush’, ‘All the Love’ og ‘Wonder’.’
Det er svært at sige, hvilke små nuancer der gør, at Perrys take på dance-musikken lyder så flad sammenlignet med hendes førnævnte kolleger. Måske de lidt for tunge lejrbålsagtige akkordrundgange, stadionagtige melodier og personlighedsforladte tekster.
‘Nirvana’ klinger igen af afterski, og for et par uger siden gjorde en vaks TikTok-bruger også opmærksom på den underlige lighed mellem den og den kitschede ‘Double Trouble’ fra Netflix-filmen ‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’. Dén sammenligning vil man altså helst undgå.
Hele forløbet omkring ‘143’ var kikset nok i sig selv, men udgivelsen af det fuldendte album ender desværre med at være den mest ærgerlige cherry on top. For musikalsk og tekstligt er ‘143’ er så intetsigende og vitaminfattigt et album, at jeg ikke rigtig kan forstå, at det kommer fra kvinden, der står bag sange som ‘Teenage Dream’, ‘California Girls’, ‘E.T’ og ‘Firework’.
»Is it a crush? Makin’ me blush / Here I go again, I’m falling in love / Catchin’ my breath whenever we touch / Here I go again, I’m falling in love«, synger hun på ‘Crush’. Det er jo ikke direkte dårligt, men upersonligt, og det kunne være skrevet af hvilken som helst popstjerne. På ‘Artifical’ synger hun om det både pirrende og skræmmende ved kunstig intelligens, og det bliver et komisk indspark på et album, der lyder, som om det kunne være skabt af AI.
Det er synd. For Katy Perrys optræden ved MTV VMAs for et par uger siden mindede om, hvor stærk hendes musikalske arv fra 2010’erne er. Efterhånden er der bare så mange middelmådige album mellem dengang og nutiden, at det er svært at forestille sig et reelt comeback.
Det havde ellers perfekt. En overbevisende optræden – for det var det – der satte fokus på hendes stærkeste repertoire, og så et efterfølgende album, der viste, at hun stadig kan levere på samme niveau.
Men der falder ‘143’ altså fladt. Popmusikken blomstrer lige nu, og det er længe siden, man har set så anderledes, sjov og opfindsom popmusik ligge i toppen af charten (ja, jeg kigger på jer, Sabrina Carpenter, Chappell Roan og Charli XCX), som vi gør lige nu. Derfor blegner en halvhjertet genfortolkning af 90’er-dance som ‘143’ også på stedet.
Albummets højdepunkt er måske den simple ‘Lifetimes’ eller ‘He’s Mine’, der på en sjov måde sampler ‘Gypsy Woman’, og som har rapperen Doechii med som et friskt indspark. Ligeledes kunne ’Gorgeous’, der har Kim Petras med som gæst, måske have været albummets mest spændende sang, hvis ikke det var, fordi Kim Petras allerede havde lavet ‘Unholy’ én gang! ‘Gorgeous’ lyder så meget som netop ‘Unholy’, at det er komisk.
Med ’143’ giver Katy Perry mig mest af alt lyst til at ringe 112. For det her album har brug for førstehjælp. Hurtigt.
Kort sagt:
Både musikalsk og tekstligt er ‘143’ så intetsigende og vitaminfattigt et album, at jeg ikke rigtig kan forstå, at det kommer fra kvinden, der står bag sange som ‘Teenage Dream’, ‘California Girls’, ‘E.T’ og ‘Firework’.