Sidste år udgav André 3000 karrierens første soloalbum med en lyd, som lå meget langt fra de kronede OutKast-dage. ‘New Blue Sun’ var som bekendt et ambient-instrumentalalbum med en fløjtespillende André 3000 i front.
Rapperen har heldigvis endnu mere nye musik på vej i det nye år, skriver Billboard.
Det afslører André i et nyligt interview med NFR Podcast, da værten spørger ham, hvordan hans planer for 2025 ser ud.
»Ny musik, helt sikkert«, indleder rapperen.
»Nye måder at distribuere og udtrykke mig. Jeg vil ikke præcisere, hvad det er, men jeg vil bare udtrykke mere. Lad os sige det sådan«.
Ifølge Billboard udtalte han tidligere i november i et andet interview, denne gang med podcasten Toure Show, at han er »næsten en tredjedel eller halvvejs med« sit næste musikprojekt, men ikke kan komme med et udgivelsestidspunkt.
Mange af André 3000’s hiphopfans håber nok på en mere raporienteret plade i denne ombæring, men dem må han skuffe.
»Nej, jeg har ikke et rapalbum, ikke noget af den slags shit«, lød det i interviewet fra artisten, som muligvis fortsætter ned ad den meditative og jazzede sti i det nye år.