I går kunne Smukfest melde udsolgt af partoutbilletter, og nu er festivalen klar med de første navne til næste års program.
I alt er der annonceret 18 artister, herunder to internationale hovednavne i form af gangstarap-veteranen 50 Cent og dj’en og produceren Martin Garrix. De indtager Bøgescenen henholdsvis onsdag den 6. og lørdag den 9. august.
De resterende navne tæller en række danske publikumfavoritter som Nik & Jay og Aqua, og så får Smukfest også besøg af nyere stjerner som Lamin og Tobias Rahim. Desuden kan festivalen byde velkommen til tyske Nena.
»På Smukfest har vi et meget ungt og et meget modent publikum og samtidig et publikum, der på bedste vis er meget forskellige i deres ønsker til plakaten«, udtaler indholdschef Trine Bang i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Den mangfoldighed er fantastisk, og det er vores fornemmeste opgave at sammensætte et program, der balancerer ambitiøst mellem nostalgi og det aktuelle, mellem legenderne og de nye artister. Den første pulje af artister til Smukfest-programmet 2025 gør præcis det«.
Smukfest 2025 finder sted fra den 3.-10. august i Bøgeskoven i Skanderborg. Partoutbilletterne er som sagt udsolgt, men det er stadig muligt at købe endagsarmbånd til onsdag, torsdag og søndag.
Alle dagens annonceringer:
50 Cent
Martin Garrix
Lamin
Hugorm
Tobias Rahim
Aqua
Nik & Jay
Eagle Eye Cherry
Neckbreakker
Silvana Imam
Mas
Jess Glynne
Anna David
Dodo & The Dodos
Gøk2
Maja Francis
Red Hot Chili Pipers
Nena