Charli XCX skriver åbenbart filmanmeldelser – og de oser af ‘Brat’-attitude

Charli XCX skriver åbenbart filmanmeldelser – og de oser af ‘Brat’-attitude
Charli XCX. (Foto: PR)

Når man ikke har travlt med at ‘Brat’-feste, har man måske brug for at se nogle film og skrive sine tanker om dem.

Det har Charli XCX gjort siden august 2023 på det sociale medie Letterboxd, men først nu har hendes fans opdaget kontoen, der går under det genkendelige brugernavn Itscharlibbb, skriver musik- og filmmediet Consequence.

Siden fanskaren opdagede kontoen, har Charli opdateret dens beskrivelse til »Min konto blev lækket, I guess«.

Øverst på profilen kan vi se de fire film, Charli har anført som sine absolutte favoritter, herunder 1935-klassikeren ‘Bride of Frankenstein’, Jaques Rivettes 1974-favorit ‘Céline et Julie vont en bateau’, Abel Ferraras 1995-vampyrfilm ‘The Addiction’ og ikke mindst – nærmest obligatorisk – McG’s populære ‘Charlie’s Angels’-film fra 2000.

Men det rigtige guf finder vi, når vi dykker ned i de små anmeldelser, hun har skrevet. Hun har set over 325 film, siden hun begyndte at logge sin filmaktivitet for halvandet år siden, og for 52 af disse film har hun skrevet anmeldelser, som offentligheden nu kan læse.

Vi kan blandt andet læse i hendes anmeldelse af ‘The Tragedy of Macbeth’, at hun »så den mens George [Daniel, Charlis forlovede, red.] byggede Lego«. Topkarakter fra Charli, i øvrigt.

Den snart danmarksaktuelle Bob Dylan-biopic får ikke flere ord med sig end »Der var mange sange i den«. Matha Stewart-dokumentaren ‘Martha’ får bemærkningen »Martha er brat!«, mens ‘Frankenstein’ fra 1931 kommenteres med, at »monsteret giver en smule George-vibes <3«.

Om ‘Mad Max: Fury Road’ skriver hun: »Er guitaristen død? Det håber jeg«. ‘Oppenheimer’ får den smukke opsummering »Jeg kunne godt lide den, for de sladrede alle sammen bare om bomber«.

‘Ratatouille’ får en af de lidt længere: »Jeg spiste vitterligt kun McDonalds under Paris Fashion Week, så jeg genså denne på flyturen hjem for at have oplevet fransk mad, før jeg var tilbage i USA«.

Hun laver sjældent anmeldelser, der er mere end én kort sætning, men Robert Eggers’ nye ‘Nosferatu’-genindspilning fik hende virkelig til tasterne. Hendes store kærlighed til filmen kommer til udtryk i et længere afsnit, der kan læses her.

Udforsk alle Charlis Letterboxd-anmeldelser her, eller glæd dig over, at Charli XCX selv for alvor træder ind i filmens verden, når hun snarligt skal spille en række spændende filmroller.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af