Tilbage i 2008 udkom Lil Waynes kæmpehit ‘Lollipop’, der havde den afdøde r’n’b-artist Static Major med som gæstesanger.
Helt op til i dag har en anden sanger, Pleasure P, følt sig snydt. Han påstår nemlig, at han skrev en tidlig udgave af sangen sammen med Static Major, men han er aldrig blevet krediteret for sin sangskrivning.
I alt mener han, at han har 28 millioner dollar (svarende til cirka 200 millioner kroner) til gode for den succesfulde sang. Det forklarer r’n’b-artisten, der hittede i 00’erne som del af gruppen Pretty Ricky, i en livestream på Instagram, skriver Complex.
»Jeg skrev den«, udtaler Pleasure P i videoen, hvorefter han nævner andre af nummerets sangskrivere, herunder Rex Zamor, Mack Maine og Jim Jonsin. »Jeg skal have min fucking plade (platinplade, red.) for den her sang, bro. I kan gøre noget ved det her lort, men ingen bekymrer sig om mig længere«.
Pleasure P langer herefter ud efter musikproducer Rex Zamor.
»Rex har fået mine udgivelsesrettigheder, og han har fået sit navn på denne sang, bro. Og jeg kan ikke få, hvad jeg har fortjent. Før mit første album udkom, skrev jeg denne sang sammen med Static (Major, red.)«, siger han.
»Jeg er en del af hans største hit. 1,3 millioner den første uge. Og jeg har ikke kunnet fejre det. Jeg ville have mine penge. Hvad nu? 28 millioner dollars, jeg ikke har fået«.
Kollegaen Statik Major, som Pleasure P påstår at have skrevet ‘Lollipop’ sammen med, gik bort i februar 2008 – blot en måned før Lil Waynes version af sangen udkom.