Tobias Rahim spiller kun én headliner i 2025, men det bliver til gengæld hans største koncert nogensinde.
Den 6. september indtager han nemlig Refshaleøen i København, akkurat som mange antog, da plakater af Rahims ansigt med både datoen og lokationen tidligere på ugen dukkede op på Halmtorvet.
Helt konkret finder koncerten sted på Refshalevej 185, der også er hjem for blandt andet Copenhell, og hvor både Suspekt og Ukendt Kunstner sidste år spillede store sommerkoncerter – i begge tilfælde med talrige kunstnere på programmet, inden hovednavnet gik på.
Om Rahim tager gæster med, melder historien ikke noget om, men i en pressemeddelelse kommer han med følgende udtalelse:
»Glæder mig bar’ til at komme ud at dele den her musik, jeg elsker. Med de mennesker, jeg elsker. I den årstid, jeg elsker. Glæder mig til alt det, der kommer. Jeg tror ikk’, fremtiden bli’r dyster. Jeg tror, den bli’r lys. Og jeg tror, vi har hovedroller i den«.
Billetsalget til koncerten starter fredag den 31. januar via tobiasrahim.dk.
Tobias Rahim
6. september
Refshaleøen, København
Billetpris: 495-595 kr.