Nu får Lola Youngs relaterbare og uperfekte hit endelig den opmærksomhed, det fortjener

Mere end et halvt år efter udgivelsen er tracket 'Messy' gået viralt. Det vækker minder om sidste års forsinkede, men massive succes for Chappell Roan.
Nu får Lola Youngs relaterbare og uperfekte hit endelig den opmærksomhed, det fortjener
Lola Young. (Foto: PR)

ANBEFALING. »Relatable queen«.

Det er en af de gennemgående kommentarer, du finder under Lola Youngs musikvideo til ‘Messy’, der har katapulteret den 24-årige brite med den hæse, fyldige stemme ind i manges hjerner netop nu.

‘Messy’ udkom egentlig tilbage i maj 2024, men først for nylig har tracket fået den opmærksomhed, det fortjener, blandt andet takket være Sofia Richies tæt på ikkeeksisterende dans til nummeret på TikTok.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@octopusslover8 happy thanksgiving @Sofia Richie Grainge ♬ Messy – Lola Young

Selvom det kan virkelig pludseligt, står Lola Youngs virale succes på skuldrene af flere år med udgivelser, hårdt arbejde og et åbenlyst talent. Det er ikke held, der har ledt mange nye fans hendes vej de sidste par måneder.

Det vækker minder om sidste års forsinkede, men massive succes for Chappell Roan-albummet ‘The Rise and Fall of a Midwest Princess’, ledt an af efternøleren ‘Good Luck, Babe!’. Og ligesom med Roan er det svært at scrolle videre, når ens ører og øjne først har hæftet sig ved Lola Young.

Mullet med stor betydning

Hendes karakteristiske sorte lipliner, røde kinder, Tessa-værdige vipper, piercede øjenbryn og mullet står som en dejlig påmindelse om, at vi stadig bevæger os i en retning, hvor 00’erne fastlåste popideal ikke længere er lov.

Faktisk har hendes mullet også haft stor betydning for hendes lyd på hendes seneste album, sidste års ‘This Wasn’t Meant For You Anyway’ – og nej, det er ikke en joke.

Lola Young har udtalt til Rolling Stone, at frisuren blev et stort skridt på vejen mod at give slip på andres forventninger og være sig selv. Og ærligt, hvem har ikke eksperimenteret med pandehår, en næsepiercing eller militærstøvler, når man ville manifestere en særlig overgang?

Hendes ærlighed omkring sin egen usikkerhed og arbejdet med den er en af grundene til, at man føler sig som lige dele fan og veninde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selvom hendes mullet ikke kan få al æren for hendes succes (trods alt), så er der tydeligvis sket et skifte for Lola Young, siden hun tog sit signaturlook til sig. Lidt ligesom en mullet lægger op til både party og business, er der også plads til stor variation på pladen.

Angriberen ‘Messy’ smyger sig let og lækkert ind i øregangen, mens teksten om at være for meget og for lidt på samme tid tydeligt vækker genklang.

Lola Young har selv kaldt det relaterbare og uperfekte hit et ADHD-anthem, der faktisk er dedikeret til hendes forældre – ikke en tarvelig kæreste, som man ellers kunne tro. Det giver også mening, når en af konflikterne udspringer af, at hun har glemt at folde sit tøj.

Co-signs fra Tyler og Yachty

Dykker man længere ned i albummet, får man Klaxons-klingende trommer og guitaranslag på ‘Wish You Were Dead’, og der er generelt en vækkelse af lyden af 00’ernes britiske pop og indie på pladen.

Var følelsen af utilstrækkelighed på ‘Messy’ blevet sendt af sted som et flabet clapback, kunne den sagtens have passet ind på Lily Allens debut, og Lola Young viser endnu en side af sig selv på den stilfærdige ‘You Noticed’, der roligt og køligt indlemmer hende i singer/songwriter-klubben.

Lola Young. (Foto: PR)

Allerede inden hendes virale succes havde de to hiphop-weirdos Tyler, the Creator og Lil Yachty fået øjnene op for Lola Young, og det mundede ud i hvert sit samarbejde.

På ’Like Him’ fra det filmiske efterårsalbum ‘Chromakopia’ synger hun side om side med Tyler, og på singlen ‘Charlie’ får Lil Yachty lov til at agere Lola Youngs feature. Endnu et stærkt bevis på hendes alsidighed.

Talentet og spændvidden peger i retning af, at Lola Young ikke fordufter lige foreløbigt, samtidig med hendes nyfundne status som den ultimative relatable queen bliver ved med at manifestere sig.

Som når hun i et interview med Alternative Press bliver spurgt, hvad hun håber, folk får ud af at lytte til albummet, og hun svarer:

»Jeg håber, folk føler sig forstået«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af