Den gamle Orange Scene tager et år mere på Roskilde Festival.
Det skriver festivalen på sin hjemmeside, hvor det også forklares, at man har valgt at udskyde opførelsen af en ny hovedscene grundet uforudsete byggetekniske omstændigheder.
»Etableringen af den ny Orange Scene er en meget kompleks konstruktion, der skal leve op til høje standarder for sikkerhed, funktionalitet og bæredygtighed og har en del ubekendte«, lyder det på hjemmesiden.
Festivalen forsikrer dog om, at den nuværende Orange Scene stadig er intakt, og at den som altid vil blive indtaget af kunstnere fra hele verden. I år tæller hovednavnene blandt andre Olivia Rodrigo og Stormzy.
Makeoveren af Roskilde Festivals mest ikoniske scene blev annonceret i slutningen af 2024. Dengang lød det, at den nye scene ville blive dobbelt så stor som den gamle.
Forventningen er, at en ny Orange Scene kan blive klar til 2026.