Det er en travl tid for Selena Gomez.
Hun er biografaktuel i den queer gangster-musical ‘Emilia Pérez’, der spås stor hæder til den kommende awardshow-sæson, og som om det ikke var nok, skal hun snart giftes med musikproduceren Benny Blanco.
Midt i denne travle tid er der dog blevet plads til en håndfuld interviews. Blandt andet med Soundvenue (*host*), men også W Magazine, og i sidstnævnte kommer hun ind på de kendis-crushes, hun havde som barn.
»Da jeg var yngre, havde jeg nok for mange crushes. Jesse McCartney – da ‘Beautiful Soul’ udkom – det var livsforandrende for mig. Jeg elskede Chad Michael Murray fra ‘One Tree Hill’. Og jeg havde også en del flere crushes i det virkelige liv, end jeg havde på skuespillere eller musikere«, siger hun.
Stjernen mindes også sit første kys, der fandt sted under indspilningerne af et afsnit af Disney Channel-hittet ‘The Suite Life of Zack & Cody’.
»Mit første kys var på tv. Jeg var 11 eller 12 år gammel, og jeg var gæstestjerne i et afsnit af ‘The Suite Life of Zack & Cody’, der havde Dylan og Cole Sprouse i hovedrollerne«, fortæller hun og fortsætter:
»Det var med Dylan, og det var virkelig morsomt, for vi var begge så unge. Vi var i gang med at finde ud af, hvordan man kyssede. Jeg havde aldrig gjort det, og jeg var så nervøs. I det virkelige liv var det nok med en dreng ved navn Juan, da jeg var 14«.
‘Emilia Pérez’ får premiere i de danske biografer 9. januar.