Frank Ocean debuterer som filminstruktør – med stortalent i hovedrollen

Frank Ocean debuterer som filminstruktør – med stortalent i hovedrollen
Frank Ocean. (Foto: Theo Wargo/WireImage/Getty Images)

Mens vi utålmodigt og muligvis forgæves venter på ny musik fra Frank Ocean, har indiestjernen kastet sig ud i sin spillefilmdebut som instruktør. Det skriver Variety.

Den populære musiker, som ikke har udgivet et album siden ‘Blonde’ fra 2016, er således gået i optagelse i Mexico City med en endnu unavngiven indiefilm.

Vi ved endnu ingenting om filmens plot, men ifølge Variety indtager stortalentet David Jonsson hovedrollen.

David Jonsson i ‘Alien: Romulus’. (Foto: ‘Alien: Romulus’.)

Den 31-årige britiske skuespiller imponerede i serien ‘Industry’ og den romantiske indiefilm ‘Rye Lane’, inden han fik sit helt store gennembrud sidste år med en prominent rolle i Hollywood-baskeren ‘Alien: Romulus’.

Foruden Frank Ocean-projektet, som endnu er uden en premieredato, har Jonsson også Stephen King-filmatiseringen ‘The Long Walk’, boksefilmen ‘Benn/Eubank’ og Colman Domingos Kim Novak-biopic ‘Scandalous’ på programmet i den nærmeste fremtid.

For at finde Frank Oceans seneste officielle musikudgivelse skal vi tilbage til 2020 og de to akustiske singler ‘Dear April’ og ‘Cayendo’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af