The 1975 skal alligevel ikke betale 17 millioner kroner efter kontroversielt kys i Malaysia

The 1975 skal alligevel ikke betale 17 millioner kroner efter kontroversielt kys i Malaysia
The 1975 i K.B. Hallen. (Foto: Jordan Hughes)

The 1975 kommer ikke til at betale erstatning til Future Sounds Asia. Det rapporterer Stereogum, efter at et søgsmål fra koncertbureauet netop er blevet afvist af en dommer.

I sommeren 2023 blev Matty Healy og de resterende medlemmer af The 1975 ellers sagsøgt af Future Sound Asia, arrangørerne af den malaysiske Good Vibes Festival, for et beløb på over 17 millioner kroner.

Søgsmålet kom, efter at Matty Healy, i protest mod Malaysias strenge LGBTQ+-politik, havde kysset bandets bassist, Ross MacDonald, på scenen under den ironisk betitlede festival.

Resultatet af kysset blev, at koncerten blev afbrudt, og resten af festivalen blev aflyst, mens The 1975 er blevet bandlyst fra igen at rejse ind i Malaysia.

Forud for bandets optræden, havde Healy og co. lovet at holde sig inden for landets lovgivning og hverken »bande, ryge, drikke, tage tøj af eller tale om religion og politik på scenen«, hvilket ellers, som fans af bandet vil vide, er helt centrale dele af en The 1975-koncert.

Hverken det løfte – eller de økonomiske tab, som aflysningen af festivalen uden tvivl har forårsaget – er dog nok til at føre sag mod bandets individuelle medlemmer.

Det har den britiske dommer William Hansen vurderet, omend han ifølge Stereogum har tilladt, at et mindre søgsmål mod bandets produktionsselskab, The 1975 Productions LLP, kan fortsætte, hvis Future Sounds Asia betaler sagsomkostningerne forud for retssagens begyndelse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af