Annika åbner Orange Scene på årets Roskilde Festival

Annika åbner Orange Scene på årets Roskilde Festival
Annika. (Foto: PR)

Sidste års store danske popgennembrud runder endnu en milepæl til sommer.

Det bliver nemlig Annika, der får æren af at åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival. Det har festivalen netop afsløret.

»Jeg har stået foran Orange Scene utallige gange og set en masse sindssygt dygtige artister spille. Det er så overdrevet, at jeg får lov til at stå på samme scene som dem«, udtaler Annika i en pressemeddelelse.

Den 20-årige sanger debuterede i begyndelsen af 2024 med singlen ‘Knuser hjerter’, der vekslede TikTok-succes til en plads i toppen af hitlisterne. Et par måneder senere gjaldt det ep’en ‘Nye tider’, som ifølge Soundvenues anmelder lignede »begyndelsen på noget stort«.

Roskilde Festival har også annonceret hele årets First Days-program. Læs mere HER.

Det må man sige, at han fik ret i, for siden da er det kun gået én vej for Annika. Mere end et år senere er debutsinglen stadig at finde på den danske Spotify-chart, og i løbet af 2024 hittede hun også med sange som ‘Så længe jeg er sexy’ og ‘Sammen’, et samarbejde med norske Marstein.

Senest gæstede Annika ‘Blodigt’, den første single fra Anton Westerlins kommende produceralbum, der også strøg til tops på hitlisterne. Desuden vandt hun talentprisen til både sidste års P3 Guld og Danish Music Awards.

Annika. (Foto: Phie Stenbæk)

»Annika står midt i sit store gennembrud netop nu, og hun rammer lige i hjertet med en ærlig og ufiltreret følsomhed«, lyder det i pressemeddelelsen fra Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.

»Med sange, der kredser om livet som ung, er hun på mange måder også en stemme for sin generation. Hun har en energi, der kan udfylde selv de største scener, og nu er hun klar til at skrive sig ind i historiebøgerne som åbner af Orange Scene på Roskilde Festival«, tilføjer han.

I de seneste år har kunstnere som Lamin, Blæst og Drew Sycamore stået for at spille åbningskoncerten på Orange Scene. En opgave, som festivalen har for vane at tildele et navn, der står midt i sit helt store gennembrud.

Roskilde Festival 2025 finder sted fra den 28. juni til den 5. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af