Foråret er over os, og det betyder måske lidt musik under åben himmel, inden det for alvor bliver festivalsæson.
Som altid kan man allerede fra april tage til en række gratis koncerter uden for Pumpehuset i København, hvor man finder spillestedet Byhaven. Hele vejen frem til september bydes der på koncerter og musikarrangementer i et væld af genrer – fra dødsmetal og hiphop til electropop.
I dag deler spillestedet hele programmet for foråret. Den står på over 50 optrædener fra åbningskoncerten 25. april og frem til 31. maj. Og der kommer endnu mere fra samme skuffe, når sommerprogrammet på et senere tidspunkt bliver offentliggjort.
Blandt andet kan man dette forår tage til hiphopopkoncerter med stjerneskuddet Føns og B.O.C.’s måske mest underbelyste medlem, Kimbo, der sidste år udgav sit længe ventede debutalbum, ‘Det gyldne snit’.
Er man mere i indie-humør, kan man blandt andet se folk-talentet Polite, Uden Ord-medlemmet Gustav Hedemann Christensens solosatsning Sortblod og den 90’er-inspirerede rockduo Shinyhunt.
Hvis man er mere til pop, kan man blandt andet danse løs til Alice Ais hektiske trance-pop, og hvis man vil have mere guitar, kan man oplagt se Peter Pain, der til dagligt slår sine folder som First Flush-guitarist, men som solist udfolder sine popstjernedrømme.
Desuden spiller de hypede screamo-grupper Demersal og Hudsult som en del af FEyesTival – en minifestival, som den metalliske hardcore-gruppe Eyes holder i anledning af deres næste album. Størstedelen af festivalen foregår indendørs mod billet, men disse to kan opleves kvit og frit.
Programmet for Pumpehusets byhave i april og maj:
25. april: Byhavens åbningsfest: Jeff3 + Mwah
26. april: Colossal presents Throwe + Michael Ellis
27. april: Onkel Reje releasefest
30. april: Woody Gunner + Spawner
1. maj: Upland 54 presents
2. maj: Surprise act
3. maj: FEyesTival: Demersal + Hudsult
4. maj: Yndling + NikoCorlin
6. maj: Polite + Anine Bjørk
7. maj: Føns + Kimbo
8. maj: Royalties presents Emi Lia + Vega + Sara Lina
9. maj: Miaw + shinyhunt
10. maj: Høvl bookings takeover
11. maj: La Macumbiera & Friends
12. maj: SBE + Jolie
14. maj: Karla Korsbak + Friða Saiya
15. maj: Another Life presents John Vincent x Felix Diarra + Ruth Belai
16. maj: Alice Ai + STANIE
17. maj: Extremely Rotten Death Metal: Elitist + Iron Division
18. maj: Love.Rave.
20. maj: Peter Pain + Ivy Be Kind
21. maj: Clovis + Anabel
22. maj: Xenia + Sortblod
23. maj: Ravi Kuma presents Taralillah
24. maj: Hul presents Modest + Deirdre
25. maj: Ikigai: Lele + Alonso Lozano + Ikigai Crew
26. maj: Broski presents Danyel + Albert Fure
27. maj: K4bz
28. maj: Ibyen Prisen 2025 med Felix Thorsen Katzenelson + Noah Umur Kanber
29. maj: Future Female Sounds takeover
30. maj: Eurodancer part 3
31. maj: Bonad + Epoke