En af nyere tids største danske popgrupper genforenes på Grøn.
Det drejer sig om Alphabeat, der i slutningen af 00’erne dominerede radiofladerne med hits som ‘Fascination’, ‘The Spell’ og ‘10.000 Nights’, men som i 2021 gik hvert til sit efter en stor danmarksturné.
Nu er gruppen klar til at tage på endnu en tur rundt i landet, når de gendannes særligt til Grøn 2025.
»Der var en pandemi, som spolerede vores comeback under åben himmel i 2020. Alle de sommerkoncerter, vi havde glædet os til at spille, blev aldrig rigtig til noget«, forklarer Stine Bramsen, den ene af gruppens to frontfigurer, i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Så da Grøn spurgte, om vi havde lyst til at komme tilbage, kunne vi meget hurtigt mærke, at lysten til at stå på scenen sammen og skabe en kæmpe fest med publikum stadig er der – så selvfølgelig sagde vi ja«.

Udover Alphabeat kan Grøn også annoncere, at Suspekt lukker ballet i alle otte byer, når den danske rapgruppe gæster turnéen for sjette gang.
»Vi har spillet Grøn rigtig mange gange, og ingen af gangene har været ens. Karavanen udvikler sig, ligesom Suspekt gør det, så det bliver sindssygt spændende at se, hvor vanviddet bringer os hen af denne gang«, udtaler Suspekt i pressemeddelelsen.
Suspekt og Alphabeat slutter sig til et lineup, der i forvejen byder på navne som Gilli, Medina, Pil og Benjamin & Familien, og med dagens tilføjelser er programmet nu fuldendt.
Grøn 2025 besøger i alt otte danske byer fra den 17.-27. juli. Syv af datoerne allerede udsolgt, men der er stadig billetter til Esbjerg.
Hele lineuppet til Grøn 2025:
Gilli
Medina
Pil
Kalaset
Uro
Benjamin Hav & Familien
Alphabeat
Suspekt