Lily Allen undskylder for at have været »ondskabsfuld« mod Katy Perry

Lily Allen undskylder for at have været »ondskabsfuld« mod Katy Perry
Lily Allen. (Foto: Sean Zanni/WireImage)

Det faldt mange for brystet, at Katy Perry for godt to uger siden tog på et 11 minutter kort rumeventyr sammen med fem andre kvinder og dedikerede den Jeff Bezos-sponsorerede tur til fremtidens kvinder og vores planet.

Blandt de kritiske røster var popkollega Lily Allen, som blandt andet kaldte Perrys adfærd og udtalelser »ude af trit med virkeligheden«.

Nu siger Allen imidlertid undskyld til Perry. Det gør hun ifølge Entertainment Weekly i weekendens afsnit af podcasten ‘Miss Me?’, som hun deler med Miquita Oliver – samme podcast, hvor hun tidligere langede ud efter Katy Perry.

»Jeg vil faktisk gerne undskylde for at have været ondskabsfuld mod Katy Perry i sidste uge«, siger Allen. »Der var faktisk ingen grund til, at jeg skulle bringe hendes navn op, og det skyldtes min egen internaliserede misogyni«.

Allens undskyldning til Perry betyder ikke, at hun har ændret holdning til selve den medieombruste rumekspedition, hvor også CBS Mornings-vært Gayle King, journalist Lauren Sánchez, tidligere NASA-raketforsker Aisha Bowe, borgerrettighedsaktivist Amanda Nguyen og filmproducer Kerianne Flynn deltog. Hun er blot ked af at have gjort Perry alene til syndebuk.

»Jeg har tænkt meget over det, og det var bare fuldstændig unødvendigt at hakke sådan på hende«, forklarer Allen i podcasten. »Altså, jeg er uenig i det, de gjorde, men hun var jo ikke den eneste, der gjorde det. Alligevel var hun måske den mest kendte og den, der splitter folk mest«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af