De franske house-ikoner Daft Punk gjorde i løbet af deres karriere anonymitet til en emblematisk del af deres særlige aura. Nu viser der sig dog at være en bagside af medaljen.
Det har perkussionisten Wolfgang Flür, der var en del af danmarksaktuelle Kraftwerk i gruppens mest indflydelsesrige og populære periode fra 1973 til 1987, måttet sande.
Således har det længe rygtedes, at den ene halvdel af Daft Punk, Thomas Bangalter (ham med sølvhjelmen), ville medvirke på Flürs nye soloalbum, ‘Times’. Nu er albummet ude – ikke med Bangalter på gæstelisten, men med noget så eksotisk og Agatha Christie-agtigt som en bedrager.
Ifølge Stereogum blev Flür for to år siden kontaktet på Facebook af en profil, der gav sig ud for at være Thomas Bangalter og påstod at være fan af Flür (ikke i sig selv utroværdigt, eftersom Daft Punk ofte har nævnt Kraftwerk som en vigtig inspirationskilde).
Flür vidste i første omgang ikke, hvem Bangalter var, men tilbød ham en plads på sit album, da han fandt ud af, at han havde at gøre med et medlem af selveste Daft Punk.
De to musikere samarbejdede derefter på to sange, og Bangalter-cosplayeren bad om at blive krediteret som Thomas Vangarde, et navn, han påstod var hans nye kunstnernavn (endnu en gang ikke helt utroværdigt, eftersom Bangalters far er den franske musiker, Daniel Vangarde).
Flür teasede derefter for samarbejdet i flere interviews, ligesom det berømte indie-pladeselskab Cherry Red Records, der udgav albummet, reklamerede for det i pressemeddelelser og på deres hjemmeside. Alt sammen uden, at den rigtige Thomas Bangalter reagerede.
Faktisk var det først, da medlemmer af den officielle Daft Punk Discord-kanal – som undrede sig over, at Bangalter, der er kendt for ikke at bruge sociale medier, skrev til Flür på Facebook, og at de ellers glimrende sange mildest talt ikke lyder som Balgalter – begyndte at undersøge sagen, at det stod helt klart, at der ikke var tale om den rigtige Thomas Bangalter.
Det imponerende og omfattende detektiv-arbejde er sidenhen blevet kortlagt af en blogger, der kalder sig The Daft Punk Historian. Der er tale om et kaninhul, man sagtens kan forsvinde længe i, eventuelt mens man lytter til ‘Times’.
På nuværende tidspunkt figurerer Thomas Vangarde stadig som feature på Spotify. Hverken Flür eller Bangalter har endnu udtalt sig om sagen.