100%Wet rammer en hidtil uberørt nerve i musiklandskabet på hektisk debutalbum

100%Wet rammer en hidtil uberørt nerve i musiklandskabet på hektisk debutalbum
100%Wet. (Foto: Lucas Kober)

ALBUM. Shoegaze, breakbeat, dreampop, drum’n’bass, vaporwave, hyperpop. Det er byggestenene, der udgør den såkaldte hypergaze, de danske guitarister og producere Jakob Birch og Casper Munns i duoen 100%Wet udfolder på deres selvbetitlede debutalbum. 

Med ingredienserne på plads er spørgsmålet bare, om de to producere kan forvalte de mange inspirationskilder til en sammenhængende lyd. Der er genrekoder og stilistiske konventioner nok at forholde sig til. I størst kontrast til hinanden står den introverte shoegaze-lyd overfor drum’n’bass, der typisk er bedre egnet til dansegulvet end teenageværelset.

Der er på pladen mange forskellige bud på, hvordan disse forskellige lyde kan kombineres.

’Looking in From the Outside’ lyder nærmest som det, jeg tænkte, da jeg først hørte, at 100%Wet kombinerer shoegaze og breakbeat: insisterende, forvrængede guitarer, lyst klingende synthesizere og en mumlende, nærmest uforståelig vokal sovset til i rumklang og effekter. Hele herligheden over et trommemaskine-beat med en del mere fart på, end hvad der normalt forventes i shoegaze-genren.

100%Wet. (Foto: Lucas Kober)

På ’Re-Emerging’ glimrer breakbeatene ved deres fravær i store dele af sangen. De hurtigere underdelinger introduceres først senere, hvor de bruges til at opbygge spænding og til at understøtte klimakset.

Omkvædet på ’Ether’ består af støjende guitarflader, ja-ja, men også synthesizere, der stiger og falder i lydstyrke for give plads til stortrommen, som insisterende banker fire i gulvet – et produktionstrick taget direkte ud af EDM-håndbogen. Ovenpå det hele høres Sanna Heinstedts kraftigt autotunede vokal: »I don’t know how to connect, lost in disarray«, gentages der igen og igen. Det er klassisk shoegaze-tematik pakket ind i hyperpop-synthesizer og EDM-trommer.

’100%Wet’ byder på et mindre kartotek af gæstevokalister, og specielt Amalie Hannibal Petri aka Pollys bidrag er prisværdigt. På numre som ’Leave It’ og ’Over Me’ leverer hun en silkeblød vokalstil, der samtidig komplementerer og smelter sammen med de støjende guitarer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Munns og Birch har bevæget sig ud på nyt territorie med dette projekt. Musiklandskabet i 2025 er ganske vist mere genreforvirret – måske endda genrefrit – end da både shoegaze og drum’n’bass havde deres storhedstid i 90’ernes England, men det er for mig at se ubetrådt jord at fusionere netop disse to kulturelle institutioner.

Dette medfører, at ’100%Wet’ til tider bliver en umage samling af sange, der mangler sammenhængskraft. Skal vi danse med på tyskerfodstrommerne i ’Ether’ eller vugge stilfærdigt til den akustiske ballade ’Two Packs of Red Apples’? 100%Wet er et ambitiøst projekt, men de mange genresammensætninger gør også, at man som lytter savner en rød tråd albummet igennem. 

Med det sagt har 100%Wet ramt en hidtil uberørt nerve i det genresammensurium, de selv har døbt hypergaze. Birch og Munns formår faktisk at kombinere de mange inspirationskilder, og resultatet er et friskt pust i et i forvejen genrepluralistisk musiklandskab.

Er det så ikke forventeligt, at det bliver en smule hektisk?


Kort sagt:
På deres selvbetitlede debutalbum leverer 100%Wet en kontrastfyldt cocktail brygget på inspirationskilder fra den engelske musikscene i 90’erne. Shoegaze og drum’n’bass smelter sammen og rammer en hidtil uberørt nerve i et i forvejen genrepluralistisk musiklandskab.

100%Wet. '100%Wet'. Album. Crunchy Frog.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af