Nu er der godt nyt, hvis du ikke nåede at få billet til Lordes koncert i K.B. Hallen 8. december.
Koncertarrangøren Smash!Bang!Pow! har netop annonceret, at koncerten grundet den massive efterspørgsmål rykkes til Royal Arena, hvor Lorde samme dato optræder for et endnu større publikum.
»Koncertbilletterne blev revet væk inden for kun en time, da det officielle salg blev skudt i gang 16. maj, men nu kan endnu flere danske fans glæde sig til at opleve den newzealandske popstjerne i en endnu større koncertoplevelse«, lyder det i en pressemeddelelse.
Lordes seneste koncert i Danmark var på Roskilde Festival 2017, hvor hun ifølge Soundvenues anmelder »var den perfekte forelskelse på Arena«.
20. juni udgiver Lorde det imødesete album ‘Virgin’, der byder på 11 sange produceret sammen med Jim-E Stack. I sidste måned fik vi den første smagsprøve i form af singlen ‘What Was That’.
Salget af de ekstra billetter til koncerten i Royal Arena starter onsdag 28. maj kl. 10.00.
Lorde (NZ)
8. december
Royal Arena
Billetpris: 450-680 kr.