Om en uge udgiver Miley Cyrus sit ambitiøse konceptalbum ‘Something Beautiful’, og i den anledning har vi gået og hungret efter en annoncering af en dansk koncert. Det kan vi dog skyde en hvid pil efter – den amerikanske popstjerne har nemlig fravalgt at tage på turné med albummet.
Den beslutning traf hun efter en samtale med selveste Harrison Ford. Det fortæller hun i et nyt interview med Zane Lowe fra Apple Music, hvor hun forklarer, at det først var tanken, at ‘Something Beautiful’ fik følgeskab af et koncertkoncept ved navn ‘Somewhere Beautiful’.
»Jeg havde en idé ved navn ‘Somewhere Beautiful’, og det var det næste skridt efter ‘Something Beautiful’. Det gik ud på at optræde i intime rammer fyldt med skønhed og invitere mine fans til at have dette øjeblik, for det ville være noget, man ikke kan opnå i et stadion. Og hvis jeg vil få folk til en katedral eller midten af en skov, der jo ikke er udrustet til lyd, så tænkte jeg, at jeg jo bare skal få nogle folk til at hjælpe mig med at få det til at ske«.
Herefter fortæller hun, at hun stødte på Harrison Ford til Disney Legends Awards-ceremonien i sommer, hvor ‘Indiana Jones’-skuespilleren spurgte hende, hvad hun gik og havde i støbeskeen.
»Så jeg viser ham min idé til ‘Somewhere Beautiful’, der går ud på at optræde i alle skovene og ved pyramiderne og så videre. Han siger ‘Du har tænkt dig at sætte et show op i en skov og gøre hvad?’. Han siger ‘Du har tænkt dig at komme med et helt hold?’. Han siger ‘Det ser dyrt ud’. Så jeg tager tilbage til traileren og siger ‘Venner, vi optræder ikke i skoven alligevel’. Harrison Ford havde fat i noget«.
I stedet udkommer ‘Something Beautiful’ som et visuelt album i fuld længde, som Cyrus endda lancerer i biograferne. Filmen bliver vist én aften på tværs af tre danske Vue-biografer 27. juni.
Det tilhørende album udkommer 30. maj.