Hvordan? Hvorfor? Hvornår?
Universelle spørgsmål, der går igennem hovedet på alle, der pludselig har været nødt til at indse, at en kærlighedsrelation ikke længere er, hvad den var. Som en læge, der skal til at obducere et lig, endevender man hvert et ord, hvert et moment, hvert et blik for at finde den præcise dødsårsag.
Et sådant post mortem er Hun_sagdes nye single, ’Vissen blomst’, som Soundvenue i dag har premiere på.
Her synger Hun_sagde fra en kold seng i skyggen af en buket for længst visne blomster, der er begyndt at ligne »nederlag med sløjfer på«, mens de fabriksproducerede til og fra-kort mere fremstår som et udtryk for alle de usagte ord. Begge parter ligger i sengen og ved, det er slut.
Denne smertefulde situation er klassisk territorie for Hun_sagde, der heller ikke på sin debut-ep fra 2022 var bange at synge om det ubehagelige. Alligevel viser hun på ’Vissen blomst’ nye sider af sig selv – især som vokalist.
I sangens intense omkvæd, hvor kærlighedsrelationen får sin endelige dødsdom, krænger hun sig helt ud i yderkanten af sit register – helt derud, hvor desperationen og den følelsesmæssige smerte er umulig at overhøre.
»Den sidste rest af relationen sover stille ind«, synger hun godt nok, men der er intet stille over måden, hun synger det på. Det lyder snarere som om den sidste rest af relation med næb og klør kæmper for sin overlevelse.
»’Vissen blomst’ har givet mig meget selvtillid omkring min stemme, og været med til at ændre min selvopfattelse som artist. Det er første gang, jeg har været komfortabel med at kalde mig selv for ‘sanger’«, fortæller hun i en pressemeddelelse og tilføjer med henvisning til omkvædet:
»Jeg troede slet ikke, jeg kunne synge deroppe«.
’Vissen blomst’ er skrevet og produceret sammen med Østen og Daniel Joy, og er ligesom forgængeren ’Grå skyer’, der udkom tilbage i marts, en smagsprøve på en ny ep, som ventes at lande til efteråret.
Foruden udgivelsen af den nye single kan Hun_sagde i dag løfte sløret for en række koncertdatoer i hele Danmark, der ligeledes finder sted til efteråret.
Dermed er der rig mulighed for at skråle med på ’Vissen blomst’, der med sine punkede guitarer og sit eksplosive omkvæd næsten helt sikkert kommer til at tage sig rigtig godt ud i en koncertsituation.
’Vissen blomst’ udkommer officielt på fredag den 30. maj.
Hun_sagde – turne:
7. juni: Urt Sommerfest, Thisted
24. juli: Sommerlyd, Aalborg
9. august: Frigjort Festival, København
23. august: G-Festival, Ringkøbing
10. oktober: Harders, Svendborg
11. oktober: Elværket, Holbæk
18. oktober: Tapperiet, Køge
24. oktober: Ideal Bar, København
14. november: Radar, Aarhus
15. november: Lille Live, Holstebro
21. november: Badeanstalten, Slagelse