Spot Festival: Ozzys tekniske kunnen er ikke til at tage fejl af – men der mangler noget

KONCERT. Hvad får man egentlig ud af at se Ozzy live, som man ikke får ud af at sætte ham på anlægget derhjemme?
Det spørgsmål stillede jeg mig selv op til flere gange i løbet af den hypede rappers koncert på Spot Festival, hvor han var blevet tildelt det alt for lille spillested Volume Village.
Mange stod forgæves i kø udenfor, da koncerten gik i gang. Publikum var tændte på de forreste rækker og kunne rappe med på de fleste numre. Men Ozzy gav ikke den samme energi tilbage.
Ozzy er slået igennem som en rapper, der er tænksom og ser indad, men som også har et godt popøre. Han har teknisk sprælske flows, hvor han det ene øjeblik rapper, det næste synger, og hvor han også gerne slår over i en falset. Som en hybrid mellem Hans Philip og Kind Mod Kind.

Ozzys styrke som livekunstner er, at den tekniske snilde, der definerer hans flows, ikke går spor tabt live. Selv på numre med højt tempo, såsom ‘Ecstasy’, blev hver stavelse lagt præcis som i studieudgaven.
Men det var så også problemet ved Ozzys optræden. Hvor studienært, det hele var. Han havde medbragt dj og keyboardist, men der kunne nærmest lige så godt have været en knap med færdigspillede instrumentaler. Flere friheder tog koncerten sig ikke.
Som performer var Ozzy svær at komme tæt på. Det var som om, det krævede så meget energi at genskabe de tætpakkede flows, at der ikke var det store overskud til at give slip og være ordentligt i kontakt med publikum.

Da Lamins båndede stemme lød over salen på ‘Entré’, så vi endelig Ozzy give den gas og demonstrere lidt spilleglæde. Han var en fornem hypeman for den fraværende samarbejdspartner, og selvom Thor Farlov stjal showet, da han kom på scenen under ‘Lad dig gå’, var det befriende at se en performer, der osede af overskud.
Hvor mange kunstnere bruger Spot Festival som en anledning til at spille uudgivet materiale, serverede Ozzy kun kendte numre. Den eneste undtagelse var en kort intro, og som afslutningsnummer spillede han endda ‘Mit ord’ to gange i streg.
Ozzys tekniske kunnen er ikke til at tage fejl af. Men koncerten levede ikke op til den hype, den lange kø havde genereret.
Kort sagt:
Ozzys tekniske kunnen var ikke til at tage fejl af på Spot Festival, men showet savnede løssluppenhed, overskud og en vilje til at overraske ved at tegne lidt uden for stregerne.