Ozzy siger alt det forkerte på ‘Natsværmer’ – sin hidtil bedste udgivelse

Ozzy siger alt det forkerte på ‘Natsværmer’ – sin hidtil bedste udgivelse
Ozzy. (Foto: Daniel Birkebæk)

EP. Der er det mystiske ved negationer, at psyken har det med at overhøre dem. 

Måske befinder du dig til et middagsselskab, fuldt ud bevidst om alle de ting, du ikke bør tale om, hvorefter din mund vælger at ignorere alle din hjernes formaninger ved netop at sige alt det forkerte. 

»Det var ikke sådan ment«, insisterer du desperat og ender – ubevidst – med at gøre det tydeligt for alle, at det var ment præcist sådan. Jeg kender det selv alt for godt, og at dømme efter hans nye ep, ’Natsværmer’, gør Ozzy det også. 

Ep’en begynder sådan her: »Please, ikk’ start din ep med at snak’ om, hvorfor det’ hårdt for dig / Om hvordan du visner, hver gang himlen er grå / Og dit hoved er så tungt og tomt hele tiden, bror, hold din mund og forstå / Alle din’ problemer, bror, de’ så små«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ep’en lyder som én lang øvelse i at tale over sig. Fra ovenstående åbningsreplik til det afsluttende titelnummers kavalkade af bekendelser: »Jeg tør ikk’ gå udenfor / Det overstimuler’ mig / Som om alt jeg mærker / Går gennem en forstærker / Sig mig, hvordan kan man vær’ så porøs?«.

Jeg har før i tiden haft det vanskeligt med Ozzys mildest talt ekspressive måde at synge på. De utallige fraseringer, hvor hvert et ord bliver kastet rundt i hele hans register som meget våde blade i en salatslynge. 

Men i sammenhæng med ’Natsværmer’s intense lyriske univers køber jeg stilen som udtryk for en smertefuld følsomhed. En angst, der kommer til udtryk som en nervøs skælven på selve stemmebåndene. Det har aldrig fungeret bedre, end det gør her. 

Til gengæld fornemmer jeg også, at han stadig leder efter den musikalske iscenesættelse, der kan yde så unik en vokal retfærdighed. 

Ozzy. (Foto: Rasmus Luckmann)

Tidligere i år ramte han noget særligt med singlen ’Skyggebokser’, hvor han sang over et minimalistisk lydtapet af håndspillede trommer og spinkle guitar-licks, der mindede en del om Mk.gees arbejde på Justin Biebers ’Swag’. 

På nye sange som ’Hinanden’ og ’Nirvana’ er vi tilbage i det Bieber-klingende univers med enkle guitarfigurer sovset ind i porøse effekter, mens ’Endelig fri’ næsten lyder som en forsigtig udgave af 80’ernes new jack swing med gatede trommer og såkaldte »chicken scratch«-guitarer. 

Allerbedst er titelnummeret, der omfavner en slags Steve Lacy-inspireret neosoul, og som forstørrer sangens drama ved at indhylle den i småpsykedeliske synthesizer-tåger. Det er en vej at udforske, men jeg glæder mig til, at Ozzy finder den lyd, der er hans helt egen.

Indtil da er der dog også noget smukt over at søge. Og på ’Natsværmer’ er Ozzy en søgende sjæl på mere end én måde.


Kort sagt:
På ‘Natsværmer’ kommer Ozzys unikke vokalstil til sin ret i sammenhæng med en række dystre, angstfyldte tekster. Han leder stadig efter sin lyd, men har aldrig været tættere på at finde den.

Ozzy. 'Natsværmer'. Ep. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af