Ozzy går Justin Bieber i bedene – ‘Skyggebokser’ er hans bedste sang til dato

Der er stadig ingen andre, der synger som Ozzy.
Ozzy går Justin Bieber i bedene – ‘Skyggebokser’ er hans bedste sang til dato
Ozzy. (Foto: Rasmus Luckmann)

TRACK. Da vi sidste år interviewede det danske talent Ozzy inden udgivelsen af debuten ’Hyben’, var han ikke sen til at erklære sin kærlighed til guitarstjernen Mk.gee og hans arbejde på Justin Bieber-albummet ’Swag’. 

Indflydelsen er ikke til at tage fejl af på den nye single ‘Skyggebokser’, hvor Ozzy synger over et afslappet, håndspillet groove og spinkle guitar-licks ikke ulig dem, der pryder ‘Swag’-højdepunkter som ‘Daisies’ og ‘Yukon’.

Det klæder ham utrolig godt. Ozzy synger med en vibrato, der kan måles på richterskalaen, og han har en forkærligheden for at føre sine sange gennem fraseringernes svar på Dæmonen i Tivoli. Det gør hans lyd unik og altid genkendelig, omend det sommetider godt kan blive for meget af det gode.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men på ‘Skyggebokser’ fungerer det, fordi sangens mere organiske arrangement i højere grad går i samspil med hans stemme end de kantede trap-produktioner, der ofte ledsager ham. Det er en fornøjelse at høre ham smyge sig ind mellem sangens melodiske guitarfragmenter.

Faktisk måtte han godt gå endnu længere ud af ‘Swag’-tangenten. Der er nemlig en flimrende, æterisk stoflighed over det albums produktioner, som Ozzy ikke helt har afkodet endnu.

Det ændrer dog ikke på, at ‘Skyggebokser’ er hans bedste sang til dato.

Til dig, der kan lide: ‘Swag’. ‘Swag II’. Sange, man bare må opgive at prøve at synge med på. Grammy-optrædener i boksershorts.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af