Ozzy rapper om tunge følelser på ‘Hyben’. Men han lader os ikke mærke dem
ALBUM. »Jeg’ så udmattet, men det bli’r man, når man strider mod strømmen i så mange timer«, rapper Ozzy med sit karakterisk melodiske flow på sangen ‘Træt’ fra debutalbummet ‘Hyben’.
Den linje fik mig til at spærre øjnene op. For jeg kan ikke helt forstå, hvorfor nogen skulle mene, at Ozzy strider mod strømmen. Hans take på hiphop skriver sig nemlig perfekt ind i rigtig mange aktuelle trends.
Han har et popøre, der munder ud i spiselige hooks, samtidig med at han skuer indad på den en måde, der har været på mode siden Ukendt Kunstner gik i opløsning, og et hav af danske rappere skulle udfylde deres tomrum.
Ozzy har dog nogle særpræg, der – selvom de måske ikke ligefrem får ham til at stå i kontrast til den mainstream, han efterhånden er en del af – får ham til at skille sig ud. Blandt andet har han hidtil været ene producer på al sin musik, omend han nu får hjælp af en række af landets mest velrenommerede af slagsen som Nicki Pooyandeh og duoen Rob & Jenne.
Og så har Ozzy en sangstil, der gør ham øjeblikkeligt genkendelig. Han besidder et teknisk register, de færreste rappere kan prale af, og på langt de fleste sange går han gerne helt op i de høje toner og helt ned i de dybe – ofte på tværs af den samme linje. Hidtil har han haft en tendens til overspille det kort, men på ‘Hyben’ formår han at temperere det ganske smagfuldt.
Men det ville da også være underligt, hvis han affyrede sine mest overgearede og sprælske flows på ‘Hyben’. Albummet handler nemlig først og fremmest om Ozzys aftagende mentale helbred.
Depressionen skyldes dødsfald i familien og besværet med at blive voksen på ‘Meteor’, at sidde fast i et dødssygt arbejde med »minimum wage« (i Danmark?) på ‘Livets karrusel’ eller kvalerne, som følger med succes på ‘Flyv højt’ – hvor Benny Jamz i sit ellers underholdende pralerap-gæstevers virker til at have misforstået, hvad sangen faktisk handler om.
Det lyder meget tungt, når man opstiller det sådan. Men velklingende melodier, varierende flows og pivlækre produktioner gør, at det slet ikke er så dunkel en lytteoplevelse, som man kunne frygte – eller måske håbe på, hvis det er sådan, man kan lide sin hiphop.
Ozzy nøjes nemlig tit med at fortælle lytterne om sit tungsind frem for at lade dem mærke det. At han er udmattet, at den metaforiske jord er gold, at han føler sig magtesløs. Man får aldrig lov til at høre sammenbruddet for åben mikrofon. »Show, don’t tell«, fristes man til at sige.
Tænk bare på, hvordan Artigeardit lod sine værste impulser få ordet på ‘Sidste gang’. Eller hvordan Fraads portrætterer en destruktiv nedadgående spiral på ‘Farlig danser’. Ozzys tungsind er på ‘Hyben’ som en karakter, vi konstant hører om, men som vi aldrig rent faktisk får lov til at møde.
Det er en skam på et album, hvor netop det emne er i fokus. For hvis han var villig til faktisk at lade udmattelsen skinne igennem i musikken, kunne vi tale om en rapper, der for alvor bevægede sig mod strømmen.
Kort sagt:
Ozzys mentale helbred er i fokus på ‘Hyben’, men han lader os aldrig for alvor mærke tungsindet. Resultatet er et debutalbum, hvor de gennemarbejdede produktioner gør større indtryk end teksterne.