Tinashe ‘Nasty’
Hørte du Tinashes minialbum ‘BB/Ang3l’ sidste år? Hvis ikke, så skal du tage og få det hørt.
Det er muligvis r’n’b-sangerens bedste værk til dato. Produktionerne er vovede, sangskrivningen er lige i øjet, og stemningen er lige så sveddryppende sensuel som på mange af Tinashes største hits.
Er du tilbage fra at have hørt det? Så har vi en god nyhed til dig. Tinashe har nemlig denne uge udmeldt, at vi kan forvente ‘BB/Ang3l Pt. 2 – Quantum Baby’ snart.
‘Nasty’ er første sang fra projektet, og det er et af de mest freaky sexjams i en diskografi, der ellers ikke plejer at holde sig tilbage fra explicit materiale. Her efterspørger Tinashe længselsfuldt nogen, der kan »match my freak«, og i omkvædet erklærer hun: »It feels like Heaven when it hurts so bad«.
Tilsæt en underspillet produktion, der giver Tinashes stemme godt med plads til at udtrykke sig, og vi rammer et resultat, der tegner rigtig godt for næste ‘BB/Ang3l’-indslag – for slet ikke at tale om hendes nyligt annoncerede Roskilde-optræden.
Water From Your Eyes ‘Warm Storm’
Nu, hvor vi er ved de nye Roskilde-navne, så har vi her nogen, som fans af skæv, støjende rockmusik bør opprioritere. Water From Your Eyes’ nye single udtrykker fornemt, hvordan de mestrer at blande catchy guitarriffs med totalt uforudsigelige lydflader, hvor kaos og charme går hånd i hånd.
Ozzy ‘Visner’
Den danske rapper Ozzy kunne ikke være mere forskellig fra den excentriske rockstjerne, han deler navn med. Han er indadvendt, tænksom og primært placeret i sit soveværelse, når han laver musik. ‘Visner’ er første halvdel af hans nyudgivne dobbeltsingle, og den viser smukt, hvordan han håndterer selv et så tungt emne som vinterdepression.
Skomager & Chrome ‘Teenager’
Har du nogensinde hørt dansk hiphop, der lyder lige så lean-druggy som dette nummer af Skomager og Chrome? De to rappere er aktuelle med deres nye fællesmixtape ‘USL’, hvor de udforsker denne tågede lyd yderligere.
Nia Archives ‘Cards on the Table’
Fjern trommerne fra ‘Cards on the Table’, og det ville lyde som en ret tilforladelig, men velskrevet soul-skæring. Men Nia Archives er trods alt primært drum’n’bass- og jungle-producer – så selvfølgelig henter hun trommespor ind, der tager sangen i en ny retning.
Yune ‘At the Jubilee’
Når Nis Bysted er i producerstolen, så ved man, at det bliver dansk rock af øverste skuffe. Han har blandt andet været inde over alle Iceages plader de seneste 11 år. Denne gang har han assisteret bandet Yune med at opnå en drømmende, let shoegazet lyd, som der nok kommer mere af, når deres album ‘Lemon Soft Perfection’ udkommer.
Merro8 ‘Black Ops’
Mens Jamaika forsøger sig med et væld af forskellige stilarter, er der et ungt kuld rappere, der gør lige præcis det, der oprindeligt gjorde Jamaika så dragende – nemlig melodisk gaderap, der bramfrit fortæller om de barskeste kår.
Anycia ‘Bad Weather’
Atlanta-rapperen Anycia har haft succes på samarbejder med blandt andre Latto og Flo Milli, men sange som ‘Bad Weather’ bør understrege, hvor fornemt hendes kølige, tilbagelænede levering kan fungere, når hun er på egen hånd.
Future & Metro Boomin ‘Nobody Knows My Struggle’
Future og Metro Boomins første af to 2024-fællesalbum blev et større fænomen end nogen havde kunnet forestille sig – også hinsides den opsigtsvækkende Kendrick-feature. Nu er toeren ‘We Still Don’t Trust You’ udkommet, og begge parter af duoen er totalt i deres es på sange som ‘Nobody Knows My Struggle’.
Maggie Rogers ‘The Kill’
Maggie Rogers er også albumaktuel denne uge. På albummet ‘Don’t Forget Me’ har den amerikanske popstjerne lukket både countryen og indierocken ind i sit univers, og sidstnævnte er tilfældet på denne sang, der lyder lidt som når Haim er i deres mere guitardrevne hjørne.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: