Hvad bliver årets sommerhit? Her er 10 bud

Kalenderen skriver 1. juni, og sommeren er officielt begyndt. Hvilken sang kan erobre titlen som årets 'Song of the Summer'?
Hvad bliver årets sommerhit? Her er 10 bud
Bad Bunny. (Foto: Stillz)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kendrick Lamar & SZA ’Luther’ 

Vi kan lige så godt få det måske allermest oplagte bud af vejen. Kendrick Lamar står bag den største sang i verden lige nu – præcis som han gjorde samme cirka samme tid sidste år i øvrigt – og det vil ikke være den store overraskelse, hvis det forbliver sådan resten af sommeren. 

Men hvor Kendrick sidste år okkuperede alles øregange med et aggressivt smædeskrift mod Drake, er det i år noget så tilforladeligt som en kærlighedssang, han dominerer hitlisterne med.

Og hvilken kærlighedssang. Med sin blide akustiske guitar og sit sjælfulde Luther Vandross-sample hører ’Luther’ til blandt det fineste, mest romantiske, Kendrick nogensinde har lavet – og det er allerede inden, SZA indtager sangen med fløjlsbløde vokalharmonier og en umanerligt forførende tilstedeværelse. 

’Luther’ er årets sommerhit for dig, der nærer et ømt håb om at have lige så stærk kemi med nogen, som Kendrick og SZA tydeligvis har med hinanden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kind Mod Kind ’Sad Boy Summer’

Hvis du har hang til melankoli og havde svært ved at forlige dig med ‘Brat Summer’s udsvævende hedonisme og ‘Hot Girl Summer’s sexpositive promiskuitet, har Kind Mod Kind løsningen til dig. 

’Sad Boy Summer’ hedder kvintettens nye single, og sangen er til alle dem, der står på sidelinjen med et knust hjerte og tårer i øjnene og er ude af stand til at give sig hen til sommerens mange løfter om solbeskinnet løssluppenhed. 

Dermed ikke sagt, at ’Sad Boy Summer’ er en trist sang. Som Robyn og Kylie Minogue når de er bedst, kombinerer Kind Mod Kind en følsom kerne af melankoli med et forløsende festfyrværkeri af en popproduktion, som peger direkte mod dansegulvet. 

’Sad Boy Summer’ er årets sommerhit for dig, der går ind i sommeren med et knust hjerte. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Charli XCX ’Party 4 You’

’Party 4 You’ er ganske vist fem år gammel, men det var kun et spørgsmål om tid, før den massive opmærksomhed, Charli XCX opnåede med sidste års uundgåelige ’Brat’, også bredte sig til resten af hendes fremragende katalog. 

At det er ’Party 4 You’, der lige netop nu er løbet med den svimlende virale opmærksomhed, giver også fuldkommen mening. 

Ikke blot er den hypnotiserende hyperpop-ballade en af Charlis absolut bedste sange, men dens hjerteskærende fortælling om tårnhøje forventninger, der kulminerer i afgrundsdyb skuffelse, er den perfekte følgesvend på vej ind i en årstid, der mere end nogen anden er præget af uopnåelige idealer om perfektion.

Sangen kan meget vel blive det forstående kram, man har brug for, når drømmen om den episke solskinssommer så småt begynder at drukne i den danske regn. 

’Party 4 You’ er årets sommerhit for dig, der dukker op til alle (!) sommerens arrangementer, fordi du håber, at én specifik person også kommer. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Artigeardit ’Seaside’ 

En anden, der har lidt af en sad boy summer, er Artigeardit, som med ’Seaside’ har begået en filmisk lille vignet, der iscenesætter et hårrejsende skænderi, en tom seng, smertefulde hjertesorger og en knusende ensomhed foran et bagtæppe af en opulent penthouselejlighed med havudsigt. 

Det er muligvis ikke klassiske sommerhit-tematikker, men alligevel er der noget ved sangens drama, der egner sig utrolig godt til den overtænkning og det følelsesmæssige kaos, som sommeren også er højsæson for.

’Seaside’ er årets sommerhit for dig, der har brug for noget melankolsk at lytte til, mens du stirrer længselsfuldt mod horisonten. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lady Gaga ’Garden of Eden’

Ja ja, det er muligt, at både den selvparodierende ’Abracadabra’ og det rædselsfulde Bruno Mars-samarbejde ’Die With a Smile’ med længder er mere populære, men hvis én Lady Gaga sang fortjener at blive et sommerhit, er det ’Garden of Eden’. 

’Garden of Eden’ er en skamløs, 00’er-tilbedende klubhymne om at drikke, til man falder om på sine alt for høje stiletter, men alligevel at være i stand til at score.

»I could be your girlfriend for the weekend / You could be my boyfriend for the night«, synger Gaga i det gigantiske omkvæd og formår på imponerende vis at få heteroseksualitet til at lyde som en sjov ny idé, hun som den første helt selv har fundet på. 

’Garden of Eden’ er årets sommerhit for dig, for hvem dagens første glas rosé indtræffer tidligere og tidligere, efterhånden som sommeren skrider frem. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lola Young ’One Thing’ 

»Oh, hi«, begynder Lola Youngs ’One Thing’. Helt sødt og uskyldigt, som om hun ikke skal til på fuldkommen uhæmmet og helt uimodståelig vis at krænge sine allermest liderlige tanker ud. 

»Everybody wants to know ya / But me, I only want one thing«, synger hun, og hvis du er i tvivl om, hvad den ene ting er, skærer hun det ud i pap for dig: »Save that big-dick energy for my mouth«. 

Det er stadig for tidligt at vide, om ’One Thing’ for alvor bliver et hit, men med alles øjne hvilene på sig efter sidste års monsterhit ’Messy’ – og prominente programsætninger på blandt andet Glastonbury og Roskilde Festival – er det absolut muligt, at Lola Young netop har udgivet en af sommerens allermest uundgåelige ørehængere. 

’One Thing’ er årets sommerhit for dig, der stadig drømmer om en hot girl summer

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Marías ’No One Noticed’

Den enorme virale succes, som dreampop-bandet The Marías pludselig har opnået, er et af de mest overbevisende argumenter for, at de mange hjernenedbrydende timer, vi alle sammen har brugt på at scrolle gennem millioner af små, algoritmeudvalgte videoklip, faktisk har været det hele værd.

Læser man teksten til The Marías fænomenalt smukke TikTok-hit ’No One Noticed’, er den faktisk en usandsynligt trist sang, men det er der næppe nogen, der har … noticed (haha).

Med forsanger María Zardoyas sødmefulde vokal, den indsmigrende, forførende melodi og de varme guitartoner, der nærmest drypper af rumklang, lyder sangen nemlig som at flyde rundt i en swimmingpool fyldt med intet andet end lys. Det bliver næppe mere behageligt. 

’No One Noticed’ er årets sommerhit for dig, der har planer om at bruge sommeren på at scrolle gennem TikTok.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Anton Westerlin & Annika ’Blodigt’

Som det gjorde sig gældende med Kendrick Lamar og SZA’s ’Luther’, føles det nærmest for åbenlyst at erklære Anton Westerlin og Annikas ’Blodigt’ for årets sommerhit. 

’Blodigt’ blev et hit i samme øjeblik, som sangen udkom i januar, og var hasardspil ikke imod mine værdier, ville jeg væde en månedsløn på, at den stadig er det, når året er omme. Faktisk er det nærmest kun Anton Westerlin og Annika selv, der siden da har kunnet udfordre den.

Men ’Blodigt’ lyder også som et sommerhit. Faktisk føles det nærmest som om, sangen har ligget og ventet på at udleve sit fulde potentiale som soundtrack til sommerfester og Roskilde-camps, hvor dens dansable amapiano-rytmer for alvor kan komme til deres ret. Og hvor tekstens biseksuelle kærlighedstrekant måske lettere kan udleves. 

’Blodigt’ er årets sommerhit for dig, for hvem kærlighed og drama altid går hånd i hånd. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bad Bunny ’Baile Inolvidable’ 

’Baile Inolvidable’ betyder »uforglemmelig dans«, og sangen lyder også sådan: Med sine sveddryppende salsarytmer og hypnotiserende blæsermelodier fremmaner ’Baile Inolvidable’ detaljerede billeder af lune sommernætter i armene på en mystisk fremmed, man aldrig kommer til at tale med igen. 

Jeg har ingen idé om, hvad Bad Bunny synger, men med sin dybe, forførende stemme har han samme flabede glimt i øjet som fyren, der vender sig mod dig på dansegulvet for at spørge, om I ikke skal finde et mere stille sted at snakke … bare jer to.

Den slags fantasier er nogle gange alt, man skal bruge for at komme igennem sommeren. ’Baile Inolvidable’ er måske ikke Bad Bunnys største hit, men få andre sange formår på samme måde at være en hel lille sommerferie i sig selv. 

’Baile Inolvidable’ er årets sommerhit for dig, der ikke behøver at rejse for at være på lidt af et eventyr. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Blæst ’Vi ku’ gå hele vejen’

Med et blidt, vuggende groove og guitarer, der kunne være taget direkte ud af ’La Isla Bonita’, lyder Blæsts ’Vi ku’ gå hele vejen’ på den bedst tænkelige måde som en sang, der kunne blive spillet på en strandbar. Allerede ud fra det parameter er den nærmest selvskrevet til titlen som sommerhit. 

Men vent, der er mere. For med sjove, flirtende linjer som »De si’r 10.000 skridt om dagen / Jeg har 2.000 tilbage / Og det passer perfekt med distancen hjem til mig« er ’Vi ku’ gå hele vejen’ noget så skønt som en sang, man kan synge med på, mens man peger på én, man synes er sød (eller måske bare lækker). 

På den måde er der rigtig godt nyt til alle, der bliver lidt røde i kinderne, hver gang de helt uden hjælpemidler skal forsøge sig med en scorereplik. Bare sæt Blæst på og syng med på omkvædets »De anbefaler seks om dagen / Hvorfor ikk’ holde os til planen?«, og så skal han/hun/de nok forstå hentydningen. 

’Vi ku’ gå hele vejen’ er årets sommerhit for dig, der er romantisk anlagt, men alt for genert til at gøre noget ved det. 

Honorable mentions

Der er selvfølgelig mange andre mulige kandidater til årets sommerhit, og vil du være helt forberedt, er det nok bedst, hvis du fortsætter med at læse lidt endnu.  

Der er for eksempel Annika og Lamins ’Stolt’, der er sangen til dig, for hvem én sang med Annika bare ikke er nok, og som savner et omkvæd, man virkelig kan råbe (!) med på. Og der er Morgan Wallen & Tate McRaes countrypop-duet ’What I Want’, der er den perfekte sang til dig, der drømmer om at rejse til USA, men føler, at det ville se dårligt ud lige nu. 

Der er Tommy Cashs Eurovision-satsning ’Espresso Macchiato’ til dig, der har brug for noget virkelig fjollet til at glemme verdens rædsler (lyt til remixet med den italienske rapper Tony Effe, hvis beskyldningerne om appropriation af italiensk kultur bekymrer dig), og der er Lordes comeback-single ’What Was That’ til dig, der virkelig savner sommeren 2017. 

Der er Doechiis kritiserede, men alligevel succesfulde ’Anxiety’ til dig, der har lyst til at forklare din far, at jo, den lyder lidt som en anden sang. Og så er der Addison Raes ‘Headphones On’ til dig, der bare lige har brug for en pause. »Need a cigarette to make me feel better«, synger hun. Me too, bestie.

Og sidst men ikke mindst er der Ed Sheerans mystiske omfavnelse af persisk popmusik på den unægteligt catchy ’Azizam’ – årets sommerhit for alle, der har en iransk kæreste, som startede med at spille sangen som en joke og derefter ikke kunne holde op igen (det kan ske … har jeg hørt).

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af