I 2023 fik Merro8 kun et kvarter på Roskilde Festival – i nat tog han skarp revanche

I 2023 fik Merro8 kun et kvarter på Roskilde Festival – i nat tog han skarp revanche
Merro8 på Roskilde Festival. (Foto: Malene Vinge/Soundvenue)

KONCERT. På en Roskilde Festival, hvor Gilli og Benny Jamz er en del af lørdagens lukkehold på Orange, var det passende stjernefrøet Merro8, som har haft dem begge med på sine streaminghits, der lagde for som årets første hiphopnavn sent søndag aften.

Da mørket havde lagt sig over første koncertdag, slentrede Merro8 med sin umiddelbart barske, men i sin kerne ret melodiske rap ind på Eos med en lille rygsæk på ryggen.

Lidt i midnat er det altid spændende, om folk kan lokkes fra campfesterne, men de unge gutter havde spændt Air Max-skoene og troppede troligt op.

Merro8 var flankeret af et tremandsorkester, der gav de skiftevis tunge og mere dansable beats ekstra pondus og bund. I front styrede rapperen slagets gang med skarpe bars og syngende, vibey vokalstykker.

Merro8 på Roskilde Festival. (Foto: Malene Vinge/Soundvenue)

Inden gennembrudshittet ’To kanoner’, der dagen lang havde spillet på anlæg i hele campområdet, stak han to fingre i vejret, og prompte svarede publikum ved at spejle bevægelsen og give sig hen til hiphopfesten. 

Det var en sætliste med højt tempo, hvor selvsikkerheden lyste ud af hovedpersonen, der begejstret dansede gennem det lilla lys på ’Lakers’ og skød med skarpt på ’Champions League’, som med sit bombastiske, nærmest råbende omkvæd var et bevis på, at Merro8’s melankolske univers også rummer betonhård gaderap a la MellemFingaMuzik.

Den mere tilbagelænede side af Merro8 kom særligt til sin ret på ’Black Ops’, der indlevende og effektfuldt spillede på kontrasten mellem den kølige gadevirkelighed og det følelsesliv, der gemmer sig bag det hårde ydre.

Enkelte steder, som på den sambaklingende ’Nale’ og titelnummeret fra debutalbummet ’Ocho’, virkede Merro8 til at løbe lidt tør for luft, og backingtracket stod en smule nøgent frem.

Merro8 på Roskilde Festival. (Foto: Malene Vinge/Soundvenue)

På samme måde var det ærgerligt (men forståeligt), at hverken Jamz eller Gilli kiggede forbi mod slutningen, hvor et dopaminskud af deres kaliber havde været godt.

Alligevel gik ’365’ og særligt ’Intet nyt’ rent hjem, for der er intet, der kan tænde ild til et nattepublikum som et Gilli-omkvæd, selvom nogle gik halvskuffede derfra, da de måtte sande, at B.O.C-medlemmerne udeblev. 

Til gengæld gæstede Olivver scenen på strandtunen ’Lige her’, og oven på et rekordhurtigt outfitskift lykkedes Merro8 og gæsten med at »lave Roskilde til Hawaii«.

I 2023 fik Merro8 15 minutter på Eos-scenen. I år fik han 45, og det var mere end nok til at bevise det alsidige potentiale, som gør ham til et af dansk hiphops mest spændende navne.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.

Merro8. Koncert. Roskilde Festival, Eos.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af